Nyhed

Multinationale, femstjernede Yael Naim kommer til Danmark

GAFFA.dk – alt om musik

Der er musikalske aner fra Frankrig, Tunesien og Israel, når Yael Naim gæster Brorsons Kirke den 2. april.

Der er lidt af hvert på spil, når snakken falder på 41-årige Yael Naim. Født i Tunesien af franske forældre, derefter opvokset i Israel, og med en vis stjernestatus i både USA og Europa. Nu gæster den interkontinetale folk-sangerinde de intime rammer i Brorsons Kirke den 2. april 2020, og der er lagt op til en flerfacetteret musikpræsentation.

Om hun gør sig på fransk, tunesisk eller hebraisk, så excellerer Naim som oftest med sine jazz-inspirerede lo-fi-toner eller jødisk-betonede rytmik, som i 2016 indbragte hende titlen som "Årets Kvindelige Kunstner" ved Les Victories de la Musique, den franske ækvivalent til Grammyerne.


Gennembrudet fik hun i 2007, da sangen "New Soul" blev et hit, efter at den blev brugt i en reklame for Apples MacBook Air-computer. Nummeret blev i øvrigt håndplukket til reklamen af Apple-chefen Steve Jobs og strøg ind på en syvendeplads på Billboard Top 100-hitlisten. "New Soul" var at finde på Naims selvbetitlede studiealbum Yael Naim, som vi gav flotte fem ud af seks stjerner. 

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Yael Naim: Yael Naim

Siden har hun udgivet yderligere tre album, senest Older i 2015. Samme år sparkede Naim endnu en gang døren ind til offentlighedens bevidsthed, da hun ved mindehøjtideligheden i kølvandet på terrorangrebene i Paris i november leverede en rørende og uforglemmelig optræden. Året efter fik hun overrakt ridderordenen "Ordre des Arts et des Lettres" for sit bidrag til den franske kunst og musik. 


Det er altså noget af en musikpalet og personlig baghistorie, Naim præsenterer, når hun giver koncert i Brorsons Kirke til næste år. Billetsalget er netop nu skudt i gang, og du kan erhverve dig dine billetter her

Se og hør musikvideoen til "Dream in My Head" fra Older herunder. 


ANNONCE