Nyhed

Beth Hart aflyser turné

I stedet kan man opleve Carpark North på årets Bork Havn Musikfestival

Hun er blevet lidt af en publikumsdarling på danske provinsfestivaler de senere år, så der er nok en del, der vil blive skuffede over at erfare, at den amerikanske sangerinde nu aflyser resten af sin sommerturné med henvisning til en infektion på stemmebåndet.

Aflysningen rammer blandt andet Bork Havn Musikfestival, hvor sangerinden stod som et af hovednavnene.

Arrangørerne har imidlertid allerede forhandlet en afløsning på plads i form af århusianske Carpark North, som vil give deres første koncert denne sommer på Bork havn i Harts sted.


Det sker den 1. august i Store Telt - som trioen i øvrigt har besøgt ved flere tidligere lejligheder – og således også kort tid inden parkeringsplads-drengene til efteråret udsender deres tredje studiealbum.

Og trods udskiftningen kan man jo også fortsat glæde sig til en række andre mere eller mindre aktuelle danske navne – fra Rocazino, TV-2 og Peter & De Andre Kopier til Dúné, Suspekt og Veto.


Besøg festivalens hjemmeside

ANNONCE