x

Pet Shop Boys til Danmark

Pet Shop Boys til Danmark

Den britiske synthpopduo spiller på Paradepladsen i Viborg 21. juni.

Pet Shop Boys udgiver 24. januar deres 14. studiealbum, Hotspot, men den kommende turné har fokus på bagkataloget, for den hedder Dreamworld – The Greatest Hits Live, og hits har duoen haft mange af.

Den engelske synthpopduo alias sanger Neil Tennant og keyboardspiller Chris Lowe fik deres store gennembrud i 1985 med "West End Girls", en genindspilning af deres debutsingle fra året før. Senere har de haft hits som ”Surburbia”, ”It's a Sin”, ”Always On My Mind”, "Heart", ”Domino Dancing”, "Go West", "I'm With Stupid", "Love Etc." og mange flere. Gruppen er kendt for deres melodiske popsange med ofte samfundskommenterende tekster.

Pet Shop Boys har desuden gjort sig bemærket med deres spektakulære koncerter, hvor dansere og gennemført scenografi er en væsentlig del af showet. Noget, de har præsenteret mange gange i Danmark, senest på Tinderbox i 2017, hvor GAFFAs anmelder uddelte de maksimale seks stjerner.

LÆS OGSÅ: Britiske synth-veteraner viste klassen

Ud over Pet Shop Boys vil der optræde flere supportbands, som senere bliver offentliggjort. Koncerten bliver duoens eneste i Danmark i 2020, oplyser arrangøren Tinghallen.

Billetsalget begynder 16. december klokken 10 på tinghallen.dk

Varm op med duoens seneste single, "Burning the Heather" fra det kommende album, Hotspot:

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA