x

GAFFAs julekalender 2019 - 11. til 15. december

GAFFAs julekalender 2019 - 11. til 15. december

11. Lina Tullgren: Golden Babyland

 
Trentemøller: – Amerikanske Lina Tullgren, der også synger på et nummer på min nye plade Obverse, udsendte sit andet album i 2019, og hvilket album! I min verden et mesterværk. Jeg er vild med hendes blanding af gode, legende melodier, skæve guitarer og smukke strygerarrangementer. Visse steder bliver det nærmest lidt Nick Drake. Og så har Linas stemme en unik personlighed, stærk og eftertænksom på samme tid. Især nummeret "Golden Babyland" har jeg lyttet meget til, siden pladen udkom i sommer, men kan på det kraftigste anbefale at lytte til HELE albummet, især i disse Spotify-playlistetider.
 
 
12. Post Malone: Circles
 
Hjalmer: – Jeg ELSKER Post Malone. Jeg synes simpelthen, at han er så sej og har et helt unikt talent. Han kan lave de vildeste hiphop/pop-bangers, hvor alle bare må smide armene i vejret og overgive sig. Men han har virkelig også mange andre facetter, og da han udgav sit nye album Hollywood’s Bleeding og førstesinglen “Circles”, blev jeg officielt kæmpe fan. At han ud af det blå smider det mest catchy indie/rocknummer i meget lang tid, overraskede mig simpelthen så meget, og det er bare sindssygt sejt. Han synger fedt, det er eminent produceret, og så er det bare en superb melodi. Jeg kommer til at skråle med på den sang langt ind i 2020.
 
k
 
13. Ariana Grande: Break Up With Your Girlfriend, I'm Bored
 
Clara: – Det er mit yndlingsnummer fra 2019. Jeg er først og fremmest en sucker for sangtitler, der er lige lidt for lange, haha. Teksten er flabet og sunget med så meget attitude! Jeg elsker, at produktionen er fuld urban, imens toplinen er r&b og poppet.
 
 
14. 100 gecs: "Money Machine"
 
Ravi Kuma: – Et af de album, der har gjort allerstørst indtryk på os i 2019, er 100 gecs’ 1000 gecs. Vi kendte dem ikke, før vi fik dem KRAFTIGT anbefalet af en fælles ven. Albummet er enormt farverigt og fantasifuldt, og man finder ret hurtigt ud af, at man på ingen måde kan være sikker på, hvad der kommer til at ske som det næste. De når vidt omkring i deres enormt velproducerede lydunivers og rammer alt fra elektronisk ska til screamo. Selv når det bliver allermest eksperimenterende, formår de stadig at holde det hele samlet med enormt catchy hooklines og produktioner, som vi gang på gang refererer til som en kæmpe inspiration. Man skal gøre sig selv en tjeneste og tjekke dem ud, med “Money Machine” som det allerførste nummer.
 
 
15. Leonard Cohen: Happens to the Heart

Kira Skov: – Det nummer, som ramte mig mest rent i år må være "Happens to the Heart" fra hedengangne Leonard Cohen. Jeg sad tryllebundet foran min skærm, da den meget smukke video til sangen blev sluppet for godt en måned siden, og jeg har hørt sangen gentagne gange siden. Der var noget gåsehudsfremkaldende over denne her musikalske gave, som syntes sendt fra de dødes rige. Leonards stemme så levende og nær. 

– Det føltes som at gense en gammel ven, hjemvendt fra en lang rejse, nu siddende ved min side i et intimt rum med sin historie, med en indsigt og poetisk præcision, som er få forundt.  En slag refleksion over et levet liv, fra en som ikke længere er i blandt os. 
 
– Det gav selvfølgelig udgivelsen en særlig vægt, men det er også en klassisk Cohenesk tekst og en meget smuk sang. For alle os, som elsker Leonard Cohen, bliver hans eksisterende katalog ved med at give. Jeg havde slet ikke drømt om, at nyt materiale ville se dagens lys og berige os yderligere tre år efter hans død. Af hjertet tak til Leonard og hans søn Adam for at fuldende hans sidste værk!
 

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA