x

Alex Vargas tager på turné

Alex Vargas tager på turné

Den populære sanger og sangskriver drager på tour i efteråret 2020

Alex Vargas gav i søndags to stort anlagte koncerter på Østre Gasværk i København, og nu kan han offentliggøre, at han også drager på en efterårsturné i 2020, endnu engang for et siddende publikum. Dansk-engelsk-urugayanske Vargas har for alvor slået igennem i Danmark. Han er efterhånden en ganske erfaren og habil spiller på musik-banen, og han får ofte anmelderroser. Så sent som søndag aften var GAFFAs anmelder som nævnt til Alex Vargas-koncert i København. Her blev sangeren belønnet med flotte fem ud af seks stjerner og blandt andet følgende ord: 

"De kommer tilbage igen til stående ovationer og bukker flere gange, som man gør i et teater – og det er jo netop et teater, vi befinder os i. De bliver dog ikke til nogle ekstranumre, selvom jeg havde regnet med, at Vargas ville plukke lidt fra bagkataloget, som jo blandt andet indeholder adskillige hits som ”Solid Ground”, ”Shackled Up” og ”Higher Love”. Dem får vi ikke i dag, og det må man respektere. Vargas har valgt den mindre sikre vej, men med 12 overvejende stærke sange, fremragende musikere og en imponerende scenografi og lyssætning blev det alligevel en stor aften, som fortjener at blive gentaget i koncertsale rundt om i landet. Medmindre det altså skal være en once in a lifetime-oplevelse. I så fald er jeg meget glad for, at jeg fik muligheden for at deltage, og det tror jeg, at langt hovedparten af publikum også gør."

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Eventyr i Egoland

Alex Vargas har henrykt danskerne med monster-hits som "Shackled Up", "Higher Love" og "Solid Ground", og senest har han udgivet en anmelderrost ep-trilogi, der er samlet på et album med titlen EGO. Netop dette album blev spillet i sin helhed ved koncerterne på Østre Gasværk.

Vargas' turné går til følgende byer:

12.11.20: MCH Herning Kongrescenter, Herning
13.11.20: Portalen, Greve
14.11.20: Musikkens Hus, Aalborg
15.11.20: Musikhuset, Aarhus
19.11.20: Odeon, Odense
20.11.20: Roskilde Kongrescenter
21.11.20: DR Koncerthuset, København

Billetsalget til efterårstouren starter den 18. december klokken 10 lige her.

Se videoen til "Girls on Millionaires" fra EGO-albummet:

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA