x

Dommen er faldet over Tekashi 6ix9ine

Dommen er faldet over Tekashi 6ix9ine

Idømt to års fængsel for gangstervirksomhed og deltagelse i væbnet røveri

Rapstjernen Tekashi 6ix9ine har netop modtaget sin dom ved retten i New York, hvor han var tiltalt for gangstervirksomhed som medlem af banden Nine Trey Gangsta Bloods, for mordforsøg, våbenbesiddelse og deltagelse i væbnet røveri. 

Den 23-årige amerikanske rapper med det borgerlige navn Daniel Hernandez slipper med to års fængsel, selvom han risikerede fængsel på livstid, skriver Rolling Stone. Han får en markant strafnedsættelse, fordi han har samarbejdet med myndighederne, blandt andet ved at være kronvidne i retssagerne mod to af sine tidligere bandekolleger, Anthony Ellison og Aljermiah Mack. Desuden bliver han idømt en prøvetid på fem år, hvor han bliver overvåget af myndighederne.

Da Tekashi 6ix9ine allerede har siddet i fængsel i 13 måneder, er han en fri mand om 11 måneder.

LÆS OGSÅ: Vega-medarbejdere i protest mod booking af skandaleramt rapper

I sin sidste replik før domsafsigelsen beklagede Tekashi 6ix9ine dybt for sine gerninger og undskyldte over for en kvinde omtalt som "LL", der har udtalt, at hun blev ramt i foden af en vildfaren kugle affyret af rapperen.

Mens han afventede sin dom, underskrev rapperen i øvrigt en ny pladekontrakt med selskabet 10K Projects, som han tidligere har udgivet hos. Kontrakten lyder på to album, et på engelsk og et på spansk.

Det er ikke første gang, rapperen er i konflikt med loven. I 2015 blev Tekashi 6ix9ine dømt tre års prøvetid for at havde taget flere billeder og optaget en video af seksuel karakter af en blot 13-årig pige. Rapperen nægtede, at han vidste, at pigen var mindreårig, men erkendte sig dog alligevel skyldig i anklagerne.

LÆS OGSÅ: Ét år med #MeToo: Hvad er der sket i musikbranchen?

Tekashi 6ix9ne brød igennem i slutningen af 2017, er kendt for hits som "Fefe", "Bebe" og "Stoopid" og udgav i februar 2018 sit første mixtape, Day69. I november 2018 udsendte han sit egentlige debutalbum, Dummy Boy, der nåede en andenplads på den amerikanske hitliste og en fjerdeplads på den danske.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA