x

Den stilskabende coverdesigner Vaughan Oliver er død

Den stilskabende coverdesigner Vaughan Oliver er død

Skabte covers for Pixies, Cocteau Twins, The Breeders og mange flere

Den stilskabende engelske coverdesigner Vaughan Oliver er død, 62 år gammel, skriver pladeselskabet 4AD. Oliver sov stille ind den 29. december.

Vaughan Oliver blev uddannet grafisk designer på Newcastle Upon Tyne Polytechnic og blev i 1980 ansat på det nystartede engelske pladeselskab 4AD. Her kom han til at skabe covers for hovedparten af selskabets udgivelser, der talte betydningsfulde indierocknavne som Cocteau Twins, This Mortal Coil, Pixies, The Breeders, Throwing Muses og mange flere. Frem til 1987 arbejdede Oliver tæt sammen med fotografen Nigel Grierson under navnet 23 Envelope og herefter med forskellige andre fotografer under navnet v23.

Med sin karakteristiske stil inspireret af surrealismen gav Oliver 4AD-udgivelserne en visuel identitet, som sammen med musikken gjorde selskabet til et af de mest markante engelske indie-labels i 80'erne og 90'erne. Selvom han formelt afbrød samarbejdet med 4AD i 1998 og herefter arbejdede som freelancer, designede han af og til covers for selskabets udgivelser op gennem 00'erne, blandt andet Scott Walkers The Drift og TV On the Radios Return to Cookie Mountain, begge fra 2006.

LÆS OGSÅ: Pladeselskabet 4AD fylder 30

Desuden forsatte Vaughan Oliver samarbejdet med Pixies, da de efter 23 års albumpause i 2014 vendte tilbage med albummet Indie Cindy, nu på selskabet PIAS, og designede også covers for deres to efterfølgende album, senest dette års Beneath the Eyrie.

4AD skriver i et mindeord blandt andet: "The Guardian sagde, at hans covers var “abstrakte, drømmeagtige, elegante”, og de tog ikke fejl; han gav både os som et selskab og vores musikere en identitet og en stemme."

Læs mindeord på 4AD's hjemmeside.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA