Nyhed

Rock for Hjemløse klar med det fulde program

Nicklas Sahl fuldender musikprogrammet, og Clement Kjersgaard bliver konferencier

Det er en kold tid, vi befinder os i nu, og vinteren rammer især Danmarks cirka 6500 hjemløse, hvor størstedelen befinder sig i København. Nu får de en hjælpende hånd fra arrangementet Rock For Hjemløse, der netop har annonceret det fulde program.

Rock For Hjemløse finder sted i Store Vega 4. januar, og den populære popsanger Nicklas Sahl (billedet) er blevet føjet til plakaten, der allerede tæller Tim Christensen, Sanne Salomonsen, Michael Falch og Patrick Dorgan. Husorkestret bliver Electric Guitars med guitaristerne Søren Andersen og Mika Vandborg i front, og samtidig er det offentliggjort, at tv-vært Clement Kjersgaard bliver konferencier.

LÆS OGSÅ: En ægte popstjerne med rockstjerneattitude


Projektet blev sat i søen sidst i 2018 og har til formål at indsamle penge til Københavns hjemløse. Første udgave, der fandt sted på Hotel Cecil i begyndelsen af 2019, indbragte hele 151.000 kroner til Hellebroen i Valby, som arbejder med at etablere herberg, værested og udslusningsboliger til unge hjemløse.

─ Opbakningen fra musikere, teknikere, spillested, publikum og alle andre, der hjalp os, var stor og virkelig rørende. Vi havde endnu ikke besluttet os for, om vi skulle gentage koncerten i 2020, men stemningen på aftenen var helt elektrisk, og oppe fra scenen foran publikum fløj det ud af munden på Søren Andersen, som er med til at arrangere Rock For Hjemløse og guitarist i Electric Guitars, at ”vi gør det sgu igen næste år!” Publikum jublede, og så fangede bordet ligesom, følte vi. Men mon ikke vi uanset hvad havde besluttet at lave Rock For Hjemløse 2020? Det føles godt at kunne gøre en forskel via noget, vi virkelig brænder for: God livemusik, siger Camilla Lindhard, som til daglig er ejendomsmægler på Vesterbro og medarrangør af Rock For Hjemløse.

I denne anden udgave af showet vil organisationer, der arbejder med hjemløse, kunne søge penge efter arrangementet. Overskuddet går ubeskåret til det gode formål.


Idéen til Rock For Hjemløse opstod, da Camilla Lindhard så dokumentarprogrammet 52 dage som hjemløs på DR. Her flyttede journalist Toke Riskjær på gaden uden penge for at leve som hjemløs. Som både beboer og ejendomsmægler på Vesterbro var Camilla vant til at se alle slags mennesker i bylivets sammensatte mangfoldighed, men dokumentarens direkte indblik i livet som hjemløs gjorde alligevel dybt indtryk på hende. Hermed opstod idéen til Rock For Hjemløse. Camilla spurgte sin mand, guitarist Søren Andersen fra Electric Guitars, om han kunne aktivere sit netværk i musikbranchen, og så blev Rock For Hjemløse en realitet. Store Vega har stillet lokaler til rådighed, og hele overskuddet fra aftenen går ubeskåret til hjemløse.

Billetter til Rock For Hjemløse kan købes her.

Varm op med Nicklas Sahls store hit "Planets":

ANNONCE