Nyhed

Barbara Moleko annoncerer største koncert til dato

GAFFA.dk – alt om musik

Synger i DR Koncertsalen til november

Barbara Moleko har netop offentliggjort sin hidtil største koncert til dato, nemlig i DR Koncertsalen 25. november.

Sangerinden og sangskriveren har siden sin albumdebut med Lykken er... i 2012 fået opbygget en solid fanbase, har optrådt i TV2's Toppen af Poppen i 2014 og har turneret over hele landet gentagne gange. Hun har udgivet yderligere et album, Bapsz i 2015, og nu arbejder hun på sit tredje album, der udkommer inden showet i DR Koncertsalen.


Gennem årene har Moleko tre gange optrådt i en udsolgt Store Vega, men endnu ikke i den publikumsmæssigt marginalt større og fysisk noget mere voluminøse DR Koncertsalen. I en pressemeddelelse udtaler hun:

"Hvis der er en ting, der gør mig lykkelig, så er det at synge. Jeg føler mig som den bedste version af mig selv, når jeg optræder. Jeg giver alt af mig selv – ren kærlighed. Jeg glæder mig til at spille i en sal som Koncertsalen i DR Koncerthuset, der for mig at se er skabt til at kunne forstærke den kærlighed, der er i musik. Jeg får helt kriller i maven ved tanken”.

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Særegen stemme, stort smil


Fredag og lørdag den 17. og 18. januar spiller Barbara Moleko to udsolgte koncerter på Hotel Cecil i København, begge dage med Selma Judith som opvarmning.

Billetsalget er netop begyndt på DR Koncerthusets hjemmeside.

Varm op med hittet "Tag min hånd" fra 2015:

ANNONCE