x

Danskere på Taubertal

Danskere på Taubertal

Den tyske Taubertal Festival, der afvikles i den sydtyske by Rothenburg, er udsolgt for 11. år i træk, og på programmet finder man navne som The Hives, Editors, Adam Green, Danko Jones, The Futureheads og Kaizers Orchestra.

Men i år vil man også kunne finde fire danske navne på plakaten. Det betyder at det tyske publikum vil kunne opleve Nephew, Lily Electric, Schwarzwald Library og Dúné, der efterhånden har fået etableret sig ganske pænt i det tyske.

Det danske fremstød er kommet i stand via et samarbejde mellem festivalen og Dansk Rock Samråd (Rosa), der betyder, at der nu laves et særligt Spot på Danmark på den tyske festival.

Der kommer desuden endnu et dansk navn på festivalen i form af Tako Lako, der skal deltage i den internationale Emergenza-finale, der afvikles på Taubertal.

Der er for øvrigt en tilbagevenden til en vigtig festival for Nephew. De spillede nemlig på Taubertal i 2001, hvorefter de besluttede sig for ikke at nedlægge bandet, men i stedet give det en chance mere.

De fem danske navne kan opleves på Taubertal 2008 i dagene 8. - 10. august.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA