Nyhed

Ny Metallica-udgivelse i flere formater

Fire varianter af "Death Magnetic" med eller uden fanklubmedlemskab i salg

Man må sige, at Metallica-drengene har fundet det helt store markedsføringsapparat frem i forbindelse med lanceringen af deres nye plade "Death Magnetic".

Som vi forleden kunne berette, vil det fra udgivelsesdagen være muligt at spille med på albummet i det populære videospil "Guitar Hero".

I tilgift hertil udkommer skiven i flere forskellige udgaver - fra download og standard-cd over vinyl til bokssæt med diverse ekstramateriale.


Går man ind på hjemmesiden missionmetallica.com finder man et rent slaraffenland for Metallicafans. Her kan man nemlig købe ikke mindre end otte salgspakker af bandets seneste udgivelse, prismæssigt spændende fra 90 til 840 kroner.

I den billigse ende finder man albummet i downloadform, der kan erhverves til 90 kroner, og standardudgaven af cd'en, der koster 149,95.

Kan man ikke lade sig nøje med nogen af disse løsninger, udgives pladen også i vinylform. Af uvisse årsager har man valgt at trykke den som fem-dobbelt lp på 45 omdrejninger. Denne mastodont koster sølle seks hundrede kroner.


Har man alligevel de store sedler fremme, kan man selvfølgelig også vælge at gå planken ud og investere i bokssættet "Death Magnetic: Death in a Coffin". I den kisteformede boks finder man, foruden selve albummet, T-shirt, flag, demo-cd, fotos, et særligt "Death Magnetic"-plekter og en dvd om pladens tilblivelse.

I samtlige tilfælde kan man vælge at smide hundrede kroner oven i prisen og derved erhverve medlemskab af fan-netværket Mission: Metallica.

ANNONCE