x

Hans Philip taler ud i ny podcastserie

Hans Philip taler ud i ny podcastserie

Hans Philip deler ud af 10 års op- og nedture i ny podcastserie

I den nye P3-podcast ”Hvem er…?” deler Hans Philip ud af sin livshistorie til vært Pelle Peter Jencel over tre afsnit. Podcasten dykker helt ned i den 32-årige kunstners liv og vender livets op- og nedture, både før og efter, han blev en del af Skør Mand, Ukendt Kunstner og til sidst sprang ud som soloartist.

I første afsnit spoler vi tiden tilbage til Nørrebro anno 2010, hvor vi møder Hans Philip – en 22-årig ung mand, der sidder i sin vens værelse i boxershorts og spiller PlayStation. Med slukkede joints på gulvet, pengemangel og en ”røvligeglad” attitude er der lange udsigter til den karriere, Hans Philip ender med at have stablet på benene blot få år senere.

Vi er helt tilbage, før det hele startede, hvor inspiration fra Nørrebros undergrundsrappere og et møde med den dengang kun 16-årige producer Jens Ole McCoy bliver startskuddet til noget stort. I mødet danner Jens Ole og Hans Philip gruppen Skør Mand, der, uden de aner det, bliver starten på et langvarigt samarbejde mellem de to. Skør Mand bliver til Ukendt Kunstner, og før de ved af det, står de med en pladekontrakt i hånden hos Sony Music. Ukendt Kunstner suser derudad og leverer hits, man ikke kan komme udenom, såsom ”Fucking Nummer”, ”Langt Væk” og ”Stein Bagger”. Men efter godt tre år og tre album i bagagen fortæller Jens Ole og Hans Philip i 2016, at de stopper som Ukendt Kunstner.

LÆS OGSÅ: Ukendt Kunstner stopper

Opløsningen af Ukendt Kunstner blev én lang pause for Hans Philip, indtil han i 2019 annoncerede sig som soloartist under sit eget borgerlige navn. Den 17. marts 2019 udkom Hans Philips første soloalbum med titlen Forevigt – et album, der blev efterfulgt af en debutkoncert på Heartland Festival, en optræden på Arena-scenen på Roskilde Festival i sommer og en stort set udsolgt efterårsturné derefter.

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Enkelt, ufærdigt, gennemført

Du kan høre hele Hans Philips historie og alle tre afsnit af podcastserien her.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA