x

Suede giver albumkoncert i Danmark

Suede giver albumkoncert i Danmark

Brett Anderson & Co. spiller hele Coming Up-albummet i Falconer Salen

”Suede er andet end et nostalgi-navn,” skrev vi sidste år, da vi kvitterede med fem ud af seks stjerner for gruppens koncert på Smukfest. Men der er alligevel dømt 90’er-nostalgi, når Suede 26. oktober kommer til Falconer Salen i København for at spille deres tredje album, Coming Up, i dets fulde længde, fra Trash til Saturday Night

I hjemlandet England storhittede Suede allerede med deres første album, Suede fra 1993, som også blev det hurtigst sælgende debutalbum i hjemlandet næsten 10 år. Det gik også fint for den mere dystre toer, Dog Man Star fra 1994, men internationalt havde gruppen stadig status af indie-band for kendere. Det blev der dog lavet om på med treeren, Coming Up fra 1996, ikke mindst i Danmark, hvor albummet toppede hitlisten.

Oven på bruddet med guitaristen Bernard Butler umiddelbart efter indspilningen af Dog Man Star udgav Suede med Coming Up en række glam-rock- og popinspirerede numre i en mere enkel og opløftende tone end forgængeren. Det gav dem bred kommerciel succes, hitsinglerne "Trash", "Beautiful Ones", "Saturday Night", "Lazy" og "Filmstar" og skaffede dem også en nominering til den prestigefulde britiske albumpris Mercury Prize i 1997, hvor Suede var nomineret side om side med kunstnere som Radiohead, Primal Scream, Prodigy og The Chemical Brothers. Vinderne blev dog drum'n'bass-fænomenet Roni Size & Reprazent.

Også live har gruppen imponeret gennem mange år, altid med en højenergisk Brett Anderson, der kaster sig på knæ og løber fra den ene ende af scenen til den anden med ledningen fra sin mikrofon svingende rundt om sig – også selvom han nu har passeret de 50 år. Gruppen har også i mange år været populære på de danske scener, og det tog ikke mere end to uger for gruppen at sælge hele to aftener i DR Koncertsalen ud, da de i oktober 2018 var på deres sidste danske visit før Smukfest 2019.

Suede har senest udgivet deres roste, ottende album The Blue Hour i 2018, men det er altså de 10 sange fra Coming Up, der er i fokus, når Suede den 26. oktober gæster Falkoner Salen i København. Men de giver nok også nogle ekstranumre.

Billetsalget starter fredag den 7. februar kl. 10.00 via ticketmaster.dk

Varm op med førstesinglen og åbningsnummeret, "Trash":
 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA