Nyhed

Tabt mesterværk atter tilgængeligt

Dennis Wilsons "Pacific Ocean Blue" genudgives med ekstramateriale

Han var den tilbagetrukne bror i The Beach Boys, iøvrigt gruppens eneste rigtige surfer, og blev gradvist opslugt af misbrug, indtil han druknede i Stillehavet i 1983.

Inden da nåede han imidlertid at destillere det kreative potentiale, der aldrig helt var plads til at bringe i fuld udfoldelse i The Beach Boys, hvor broderen Brian var den kreative akse indtil hans psykiske sygdom satte ind.

Resultatet af længere tids fordybelse i gruppens studie blev solopladen "Pacific Ocean Blue", der udkom i 1977. Væk var skønsangen til fordel for en hæs stemme fremelsket af det hårde liv, og sangene bar præg af desperation og smerte.


"Det er nærmest ubehageligt at lytte til - ligesom det, Lennon gjorde på "Mother" (fra solodebuten "John Lennon & the Plastic Ono Band fra 1970, red.)", som Beach Boys-keyboardspilleren Billy Hinsche, der medvirkede på "Pacific Ocean Blue", udtaler til Rolling Stone.

En planlagt soloturné i kølvandet på udgivelsen løb ud i sandet, og istedet fordybede Wilson sig i arbejdet på en opfølger med arbejdstitlen "Bambu", baseret på overskydende materiale fra forgængeren.

Pladen blev imidlertid aldrig færdiggjort, og i 1983 døde Dennis Carl Wilson i en drukneulykke, 39 år gammel.


"Pacific Ocean Blue" har i en årrække været ude af tryk, men genudgives nu på dobbelt-cd af Legacy Records i en luksusudgave, der foruden de oprindelige skæringer inkluderer materiale fra "Bambu"-projektet. Genudgivelsen er på gaden 16. juni.

ANNONCE