x

Johnson udvider sin efterårstour

Johnson udvider sin efterårstour

Den jyske bawler Marc Johnson udvider sin Det Passer Tour og kan nu opleves i København, Aarhus, Odense og Aalborg til efteråret.  

Oprindeligt skulle Johnson, som startede sin karriere i en ungdomsklub i Aarhus V, optræde til to koncerter i henholdsvis Pumpehuset i København og på Atlas i Aarhus til efteråret.

Billetterne blev dog revet væk, og derfor har Marc Johnson nu valgt at ændre spillesteder samt at tilføje både Odense og Aalborg til sin Det Passer Tour.

Den dansk-ghanesiske rapper mødte Liam O Connor og Osama, bedre kendt som L.O.C og USO, i en ungdomsklub i den ydre del af Aarhus i slutningen af 90’erne. Herfra opstod B.A.N.G.E.R.S., og drengene udgav sammen en ep, før de hver især gik solo.

LÆS OGSÅ: Johnson : Smukfest, TV-Scenen

Johnson, også kendt som NiggerenISlæden, udgav sit debutalbum Det Passer i 2006 – et album, som var med til at tage ham fra den aarhusianske undergrund og gøre ham til et etableret navn i den danske hiphop-industri.

Siden er kommet to studiealbums, Alt mit shit (2009) og Johnson (2015), begge album med hits og medvirken af Johnsons gamle Aarhus-venner.

Nu vender Johnson så tilbage, og i september 2020 vil den aarhusianske rapper spille sit debutalbum fra ende til anden, når han besøger Aarhus, København, Odense og Aalborg. Her vil fans eksempelvis kunne høre klassikere som ”Fra mit kvarter”, ”Kig forbi” og ikke mindst ”Det passer”.

Om den forestående tour fortæller Marc Johnson:

”Det føles så urealistisk, at min første plade er blevet en klassiker i dansk hiphop. Det er jeg enormt ydmyg omkring. Dette bliver de mest personlige koncerter, jeg nogensinde kommer til at spille. Jeg glæder mig utroligt meget til at dele noget så privat som min personlige historie og sange, der har en stor betydning for mig, og jeg er meget taknemmelig for alt den opbakning, der er omkring denne her tour”.

Billetsalget starter fredag den 7. februar klokken 11.00 og kan købes her.  

Programmet for touren ser nu således ud:

Store Vega, København, 2. september, 2020

Posten, Odense, 3. september, 2020

Skråen, Aalborg, 4. september, 2020

VoxHall, Aarhus, 5. september, 2020

Varm op til touren med én af de helt gode fra Johnson:

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA