Nyhed

Paul Simon sagsøger ur-producent

Den følsomme stemme skruer bissen på

Det er åbenbart en slags Paul Simon-dag i dag, ihvertfald bringer vi hele to historier til torvs om den væsentlige sangskriver.

Det er det britiske musiksite NME som kan berette, at manden bag musikalske og lyriske milepæle som "Wednesday Morning 3 a.m.", "Bookends" og "Bridge over Trouble Water" har valgt at lægge sag an mod en producent af musikalske ure i den amerikanske sydstat Georgia.

Firmaet, som er en underafdeling af det japanske foretagende Rhythm USA Inc., har ifølge anklagerne benyttet netop titelmelodien fra "Bridge over Troubled Water" i et af deres ure uden tilladelse fra kunstneren.


Simons advokater hævder, at producenten har solgt mere end 40.000 ure med melodien, og kræver 10 millioner dollars i erstatning.

Det manglede da også bare. Til gengæld ville det blive en omfattende juridisk opgave, hvis man skulle lægge sag an i alle de tilfælde, hvor bemeldte sang er blevet misbrugt musikalsk i tidens løb...

ANNONCE