x

The Strokes spiller nye sange og annoncerer udgivelsesdato for album

The Strokes spiller nye sange og annoncerer udgivelsesdato for album

Gruppens optræden i går bød på to nye numre samt en dato for albumudgivelse  

Da The Strokes i går spillede under Bernie Sanders' valgkamp i Whittemore Center Arena i Durham, New Hampshire, var det med nyheder i ærmet. Gruppen spillede to nye numre med titlerne ”Bad Decisions” og ”At The Door” – den førstnævnte en klassisk klingende Strokes-melodi bygget op om tunge guitar-riffs og sidstnævnte et synth-præget nummer, der blev præsenteret på scenen via en animationsvideo.

Da gruppen lukkede showet med en gammel favorit, ”New York City Cops” fra 2001, fortalte frontmand Julian Casablancas til publikum, at The Strokes' længeventede album udkommer den 10. april.

LÆS OGSÅ: The Strokes til Skandinavien

Det nye album fra The Strokes følger op på 2013-albummet Comedown Machine og ep’en Future Present Past fra 2016. Tilbage i maj 2019 præsenterede gruppen singlen ”The Adults Are Talking” under et velgørenhedsshow i L.A., og nytårsaften sparkede gruppen hul på år 2020 med den nye sang ”Ode to the Mets” ved deres koncert i Brooklyn.

The Strokes debuterede tilbage i 2001 med albummet Is This It – et album, der med hits som ”Last Nite”, ”Someday” og ”Hard to Explain” bragte gruppen stor international succes. I år 2013 kårede det britiske musikmedie NME deres debut til verdens fjerdebedste album nogensinde, kun overgået af David Bowies Hunky Dory, The Beatles’ Revolver og The Smiths’ The Queen Is Dead.

Se The Strokes spille under Bernie Sanders' valgkamp her – bandet går på to timer og 22 minutter inde: 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA