Nyhed

Marshall Cecil udgiver ny single og annoncerer dato for debutalbum

GAFFA.dk - Alt om musik

Marshall Cecil er klar med den nye single ”BALANCE – STRENGTH – SPIRIT – GAIN”, og den 12. marts kommer de så med deres debutalbum Going Up / Going Down.

Den københavnske trio Marshall Cecil har i dag udgivet ”BALANCE – STRENGTH – SPIRIT – GAIN” – en single, som følger op på efterårets hit ”Soliloquy (Wouldn’t Feel Alone)”, og som er med til at sætte rammen for det kommende debutalbum Going Up / Going Down. Hør singlen nedenfor. Albummet udkommer 12. marts.

Den nye single handler om det selvrealiseringspres, der ligger i såvel den materielle verden som på de sociale medier. Den handler om det pres, som ikke længere kun handler om at vise materiel rigdom, men som også handler om at besidde spirituel ro og succes.  


Teksten er bygget op af positive mantraer, og den er et forsøg på at fange den ydre og indre stemme, der dikterer, hvordan vi bliver et godt menneske her i år 2020.

LÆS OGSÅ: Interview med Roskilde-aktuelle Marshall Cecil: Filosofiske bevidstheds-strømme

Det kommende debutalbum Going Up/Going Down vil indeholde otte sange, hvor der udover ”BALANCE – STRENGTH – SPIRIT – GAIN” vil være fire nye numre at finde. Derudover vil albummet indeholde singlerne ”Beautiful World”, ”Going Up/Going Down” og Soliloquy (Wouldn’t Feel Alone) – sidstnævnte, som var P3s Uundgåelige tilbage i efteråret.


Om udgivelsen af deres kommende album fortæller forsanger Daniel Abraham:

“Der er en konstant emotionel og dynamisk op- og nedgang i vores musikunivers – både lyrisk og musikalsk. Vi forsøger at lave musik, der ser sig forståelig på den tanke- og følelsesmæssige tumult, jeg mener kan eksistere inden i os alle. Vi bringer os selv og lytteren ind i den tumult – og laver musik derfra. Det er bipolar popmusik, der hungrer efter at finde balance i kaos.”

LÆS OGSÅ: Spot Festival klar med 20 nye navne


Den 14. marts besøger Marshall Cecil Lille Vega, hvor de vil spille sange fra deres nye album. Her vil den danske duo OWMI agere support.

Marshall Cecil spiller også på årets Spot Festival.

Billetter til koncerten i Lille Vega kan købes her.


Hør "BALANCE – STRENGTH – SPIRIT – GAIN”:

 


ANNONCE