Nyhed

Dimebag hyldes til Ozzfest

Den afdøde guitarist hyldes af kendte navne til koncert i hjembyen Dallas

Den turnerende Ozzfest-festival afholdes i år kun et sted, hvilket bliver i Dallas, Texas 9. august med navne som Metallica, Serj Tankian, Cavalera Conspiracy og naturligvis Ozzy Osbourne som hovednavne.

Udo ver koncerter med metalnavne på tre scener har man desuden valgt at tilføje en hyldestkoncert til den afdøde Pantera-guitarist Dimebag Darrell til programmet.

Dimebag blev skudt i december 2004 under en koncert. Siden da er guitaristen blevet hyldet af en lang række bands, og nu hvor Ozzfest afvikles i Dimebags hjemby fandt arrangøreren Sharon Osbourne det naturligt at gøre noget særligt for Pantera-guitaristens minde.


Derfor har hun samlet et hold bestående af Dimebags bror og bandmakker Vinnie Paul samt Kerry King (Slayer), Jerry Cantrell og Mike Inez (Alice In Chains), King Diamond, Scott Ian og Charlie Benante (Anthrax), Kirk Hammett (Metallica) med flere til at spille et sæt fyldt med Pantera-klassikere.

Som nævnt er danske King Diamond med blandt de optrædende, også selvom han lige nu kæmper med alvorlige rygproblemer.

I en artikel hos Blabbermouth siger sangeren om den kommende koncert:


"Det er en ære at være blevet bedt om at deltage, og min ryg bliver gradvist bedre, helt sikkert god nok til en kort optræden, og det kunne ikke være for en bedre sag. Jeg bor kun syv minutter i bil fra det fodboldstadion, hvor Ozzfest afvikles, så der er ikke en chance i helvede for, at jeg ville gå glip af chancen for at hylde Dimebag".

"Dimebag" Darrell Lance Abbott blev 38 år gammel.

ANNONCE