Afstemning: Hvad skal D-A-D spille på Copenhell?

Afstemning: Hvad skal D-A-D spille på Copenhell?

"Folk får den her ene chance for at opleve de skæve numre, de ikke hører så tit"

De danske rockveteraner D-A-D lukker alle fire festivalscener om fredagen på årets Copenhell. Det har været kendt i noget tid, men nu lader bandet deres fans vælge sætlisten ved en folkelig afstemning. De 16 sange, der får flest stemmer, bliver dem, bandet spiller.

”Nu gælder det igen liv eller død for os!” fortæller forsanger Jesper Binzer i en pressemeddelelse og fortsætter: ”Det har aldrig ligget til os som band bare at gøre det, vi altid har gjort. Vi har konstant presset os selv til at gå i nye retninger, og By Request-koncerten her kommer virkelig til at udfordre os. D-A-D har produceret et hav af musiknumre, og mange af dem har vi ikke spillet i årevis.”

Han fortsætter:

”Vi har som musikere udviklet os meget gennem årene, og vi har altid levet på at udvælge de flotteste ravklumper til vores koncerter. Med den her specielle koncert risikerer vi at få alle dem med fejl og fluer i med, og det er interessant! Vi kommer med garanti til at spille flere numre, som vi ikke har spillet i årevis, og det vil vække store følelser hos både bandet og publikum at genbesøge materiale, vi ikke har brugt i virkeligt mange år. Så publikum skal ikke tænke på os, når de stemmer – men på, hvad de selv vil høre. Folk får den her ene chance for at opleve de skæve numre, de ikke hører så tit, så vi opfordrer alle til at gribe den!”

Stem på dine yndlingsnumre på www.d-a-d-by-request.com fra nu og frem til den 6. april.

D-A-D udgav sidste år deres første album i otte år, det anmelderroste og velsælgende A Prayer for the Loud. Albummet gav bandet deres første GAFFA-Pris i 12 år. Se eller gense showet i aften på TV2 Zulu klokken 22.10. Herefter kan det ses på TV2 Play.

LÆS OGSÅ: GAFFA-Pris-vinderne D-A-D: "Det får konsekvenser, for nu vil vi lave en plade mere!"

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA