Bandet er lige nu i studiet med Madonna-produceren Stuart Price
MTV har snakket med nogle folk på Island Records, der repræsenterer The Killers, og baseret på det kan de nu berette, at de fire Las Vegas-drenge er i studiet for at indspille et nyt album.
Det kommende album bliver gruppens første regulære album siden "Sam's Town" fra 2006, selvom bandet sidste år udsendte opsamlingspladen "Sawdust", der også indeholdt nyt materiale.
Brandon Flowers og resten af bandet skulle lige nu befinde sig i et studie i Las Vegas sammen med produceren Stuart Price, der udover at udgive plader under navnet Les Rythmes Digitales havde en stor finger med i spillet, da Madonna indspillede sit album "Confessions On A Dance Floor".
Price remixede også Killers-sangen "Mr. Brightside", hvilket Flowers har udtalt sig særdeles positivt om efterfølgende, og det miks findes naturligvis på "Sawdust".
Så det er måske ikke så underligt, at The Killers har valgt englænderen som producer til deres tredje album, også selvom han ellers primært har arbejdet med mere elektroniske navne.
Selvom disse ting ikke er blevet officielt meldt ud, indikerer en koncert med The Killers i aften i New York, at der er noget under opsejling. Ifølge MTV er det nemlig en koncert for medlemmer af gruppens fanklub, hvor de vil afprøve en masse nye sange.
Der er endnu ingen meldinger omkring, hvornår vi kan forvente, at det kommende album rammer butikkerne.