x

BEDST LIGE NU: 12 nye og håndplukkede tracks

BEDST LIGE NU: 12 nye og håndplukkede tracks

Er du i musikkrise, så bare rolig. Der er masse af god musik til at redde dig igennem weekendens fester og tømmermænd. GAFFA har her samlet de bedste dugfriske tracks inklusive HAIM, Scarlet Pleasure, MONTI og Stephen Malkmus. Hør sangene på en playliste nederst.

Scarlet Pleasure – ”Better”
Den danske hitmagertrio har med ”Better” udgivet en dansabel ørehænger med dybde. Samtidig med at sangen oser af veldrejet popmusik og et yderst dansegulvsvenligt drop, affejer Emil Goll alle anklager om manglede tyngde, når han synger: ”Life can be tough/Life can be hard” og hertil lover: ”It gets better/it gets better”. Gruppen lover samtidig et nyt album i 2020, og det udkommer som to ep'er.

KOPS – ”Artwork”
Fra sanger i den lokale kirkes drengekor til dansk popstjerne: Oskar Kops Kronback, alias KOPS, har altid haft musik inde på livet. Det er da heller ikke til at fornægte det musikalske raffinement, KOPS tillægger sine sange, og med ”Artwork” formår han igen at kreere popmusik med en lysende overflade og et mørkt dyb.

MONTI – ”ALRITE”
Leder du efter en af Danmarks mest autentiske og originale hiphopoplevelser, så skal du ikke lede længere. Fem-mands-bandet MONTI demonstrerer med ”ALRITE” igen, hvordan man modellerer stemningsskabende, melodisk og håndspillet rap-musik ind i sin egen kunstneriske identitet. Det er oprigtigt og det er alrite.

HAIM – ”The Steps”
Nogle bands er som skabt ud fra en fælles fornemmelse for melodi. Et af disse bands er HAIM, som på ”The Steps” har beriget solskinsstemningen med et let skramlet surf-udtryk. 10 sekunder inde i sangen, og de tre søstre overbeviser igen lytteren om, at de er forfriskende, fængende og helt igennem vidunderlige.

Maddy – ”Island”
Efter et indledende klaverspil, der skubber tankerne i retning af Robbie Williams' ”Feel”, retter den upcoming sangerinde Maddy straks kurs mod en mørkere r&b-mættet stemning. Med hook, tung bas og en smånasal vokal leverer den elektroniske ”Island” et omkvæd, der er skræddersyet til diverse diskotekers dansegulve.  

Rebecca Lou – “Fight Like a Girl”
Danske Rebecca Lou byder op til nævekamp med de forældede køns-stereotyper på ”Fight Like a Girl”. Udgivet op Kvindernes Internationale Kampdag den 8. marts slår den lige så hårdt, som den bryster sig af at være. Musikken, der lyder som, hvis My Bloody Valentine var et punkband med smag for rock’n’roll, rammer som en knockout. KAPOW!

Myrkur – ”Gudernes Vilje”
Enorme klippeformationer og dybe bjergsøer spreder sig for det indre blik, når danske Myrkur teleporterer lytteren til de islandske vidder. Amalie Bruun, hovedkvinden bag Myrkur, har på ”Gudernes Vilje” skruet ned for black-metallen og op for middelalderlig eventyrmusik. Læn hovedet tilbage og lad dig langsomt drive med.  

The William Blakes – ”Lies”
Med et nyt album lige om hjørnet – Europa udkommer den 15. maj – tager danske The William Blakes nu et opgør med den politiske verden på førstesinglen, ”Lies”. Den fængende rocksang er ifølge forsanger Kristian Leth en besked om, at ”vi kan redde verden, hvis vi husker, at politikerne lyver, lyver, lyver”.

Kevin Morby – I Was on Time
Der er dømt tilbagelænet, stemningsfuld country-blues for alle skillingerne fra Michael Kiwanukas mørkere og mere rockede pendant, Kevin Morby. På ”I Was on Time” skaber den 31-årige texanske singer-songwriter igen et melodiøst lydunivers, der på fornemmeste vis trækker tråde til både Bob Dylan og Van Morrison.

Biffy Clyro – End Of
På trods af et beskedent befolkningstal på omkring 5,5 millioner er det vildt, hvor mange gode bands der kommer fra Skotland. Et af disse er den højenergiske rocktrio Biffy Clyro, der igen sætter pulsen op på det Arctic Monkeys-agtige nummer ”End Of”. I 4,37 minutter smadrer biffyerne fremad for fuld udblæsning - gisp!

Built to Spill – Life in Vain
Indie-rockerne Built to Spill formår at hylde med manér: Den 1. maj udkommer albummet Built to Spill Plays the Songs of Daniel Johnston, som udelukkende består af covernumre af den afdøde og psykisk syge singer-songwriter Daniel Johnston. ”Life in Vain” er en rørende, men smuk afsked med en unik kunstner og hans mørke sind.

Stephen Malkmus – “Juliefuckingette”
Slackerrockens ukronede er tilbage! Den tidligere Pavement-frontmand, Stephen Malkmus, har med sit niende album grebet den akustiske guitar og skruet en tand ned for lydniveauet. Men selvom det er mere afdæmpet end sædvanligt, så er ”Juliefuckingette” indbegrebet af et typisk Malkmus-nummer med duft af dans og dagdriveri.

Hør playlisten på Spotify:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA