Nyhed

Royal Metal Fest 2020 er aflyst

GAFFA.dk – alt om musik

Årets udgave af Royal Metal Fest skulle være fundet sted den 16. – 18. april.

Efter regeringens forbud mod arrangementer med mere end 100 deltagere og adskillige turnéaflysninger fra musikere verden over har den aarhusianske metalfestival Royal Metal Fest valgt at aflyse årets begivenhed.

– Vi kan ikke forsvare at strække beslutningen længere – hverken overfor publikum, over for vores bands eller overfor vores samarbejdspartnere. Hvis vi tog chancen, holdt vejret og ventede, ville det med meget stor sandsynlighed betyde så kæmpestort et underskud, at det ville koste både Royal Metal Fest og foreningen Metal Royale livet. Vi ser derfor ingen anden udvej end at udskyde festivalen. Den eneste mulige løsning er at udsætte festivalen til foråret 2021, lyder meldingen fra Royal Metal Fest.


LÆS OGSÅ: Distortion bliver udsat

Royal Metal Fest forklarer også, at festivalen ikke kan udskydes til senere på året, da de bands, der er på årets plakat, allerede har lagt turnéplaner for resten af 2020. Blandt årets navne er: Soilwork, Hate, Mercenary, Ihsahn, Kampfar, Terrorizer, Hatesphere og mange flere.

Festivalen fortæller samtidig, at deres egenkapital er forsvundet grundet corona-problemerne. De påpeger dog, at begivenheden fremadrettet vil fortsætte, men med et nyt hold bag – en beslutning, der blev truffet før virusudbruddet. Royal Metal Fest anbefaler i denne forbindelse at bruge pengene fra de refunderede festivalbilletter på artisternes musik:


– Vi opfordrer publikum til at bruge nogle af de penge, de ville have brugt på Royal Metal Fest, til at købe plader og merchandise af de bands, der skulle have spillet på festivalen. De har brug for det nu, hvor så mange koncerter og festivaler er blevet aflyst.

LÆS OGSÅ: Click Festival er aflyst

Alle festivalbilletter refunderes automatisk til kortet, der blev brugt ved købet i løbet af cirka tre til fem dage.


 

ANNONCE