x

Ny dansk indiefestival

Ny dansk indiefestival

Det vælter med gode bands i den danske rockundergrund, og nogle københavnere har nu besluttet at samle en række af dem til festivalen Vibration København. Festivalen kommer til at finde sted i dagene 5.-7. september på de københavnske spillesteder og følges op af en større festival i slutningen af januar 2003.

Indtil videre er grupperne Speaker Bite Me (billedet), Diefenbach, Pluto, Glorybox, Velour, Tiger Baby og Lake Placid bekræftet som optrædende på Vibration Københavns første del i september. Alle er navne i den mere eksperimenterende del af rocken, og der bliver i alt fem koncerter, altså med flere bands til hver koncert. Ved den større festival i januar 2003 håber arrangørerne på omkring 25 danske bands og et par internationale topnavne.

Inspirationen til festivalen har arrangørerne hentet på Iceland Airwaves, en festival, som finder sted i Reykjavik hver oktober med en række spændende, primært islandske bands.

Vibration Københavns hjemmeside, www.vibration-kbh.dk, åbner 1. juni.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA