x

Singleopsamling fra Martin Hall

Singleopsamling fra Martin Hall

Som det ofte er tilfældet med retrospektive bokssæt, udsendes efterfølgende en enkelt cd, som i mere købervenligt format forsøger at præsentere et koncentrat af den mere voluminøse storebror.

Således også med Martin Hall, som ovenpå sidste års store udgivelse "Catalogue" nu sender "Catalyst (The Singles 1982-2008)" på gaden. Udgivelsen er i butikkerne 22. september.

Opsamlingspladen rummer dog også helt nyt materiale, idet den inkluderer singlen "Delirious", som udsendes i digital form den 8. september.

På titelnummeret får Hall hjælp af det unge århusianske band Marybell Katastrophy, mens b-siden udgøres af en ny version af nummeret ”Tout Le Monde”, som afsluttede bokssættet.

Her akkompagneredes Hall af Marquis Marcel de Sade, og i den ganske nye singleudgave gæsteoptræder desuden forfatter med mere Claus Beck-Nielsen Memorial.

Men det kan naturligvis ikke gøre det for den notorisk produktive Hall. I oktober udgiver det Århus-baserede pladeselskab Geiger Records således Nicolaj Stochholm og Martin Halls musikalske iscenesættelse af førstnævntes digtsuite "Færden", som består af 25 digte.

Teksten er del af Stochholms seneste digtsamling "Aldrig Mere", der udkom i maj 2008.

Officiel hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA