Nyhed

Didium And The Black Bonnie Picture vandt Starfighters

Den københavnske septet løber med en pladekontrakt til 300.000 kroner

Det var den københavnske septet Didium And The Black Bonnie Picture, der vandt årets Starfighters-finale, som netop er afviklet på Danmarks Smukkeste Festival. Gruppen vinder en pladekontrakt til en værdi af 300.000 kroner, to betalte koncerter på selvsamme festival, en i år og en næste år, samt en fotosession til en værdi af 25.000 kroner.

I forbindelse med udvælgelsen udtalte dommerne følgende:

­- Imponerende band. De spiller deres umiddelbart avancerede musik med legende lethed og smittende begejstring.


Andenpræmien bestående af en betalt koncert på Danmarks Smukkeste Festival torsdag gik til rapperen Fantabis. Dommerkomitéen udtalte:

- Dagens bedste liveband, meget velspillende og med en stærk frontfigur. Et band, der virkelig kan skabe en fest hos publikum.

Tredjepræmien bestående af en betalt koncert på Danmarks Smukkeste Festival fredag gik til rockkvartetten Trusted Few. Dommerkomitéen udtalte:


- Benhård musik. Medrivende og fascinerende, og med et originalt parløb mellem gruppens to vokalister.

Derudover uddelte dommerne en række fidusbamser i form af en flaske spiritus til en række musikere, der havde gjort særligt indtryk i løbet af dagen:

Bedste vokalist: Camilla Skjærbæk
Bedste bassist: Andreas, Trusted Few
Bedste violinist: Josephine Støjberg, Didium And The Black Bonnie Picture
Bedste trompetist: NN, Fantabis
Bedste trommeslager: NN, Fantabis


Deltagerne i Starfighters er udvalgt af P3, Danmarks Smukkeste Festival, MyMusic.dk og GAFFA. Dommerkomitéen består af Henrik Poulsen (P3), JP Andersen (Danmarks Smukkeste Festival) og Peter Ramsdal (GAFFA).

De tidligere års vindere er som følger: Troels Boberg (2007), Surfact (2006), Sidste Ambulance (2005), Hookah (2004) og Stomped (2003). Sidste års vinder, altså Troels Boberg, gav i øvrigt, traditionen tro, koncert, mens dommerne voterede.


Didium på MySpace

ANNONCE