Nyhed

Rock Under Broen udskyder årets festival

GAFFA.dk – alt om musik

Flytter fra juni til september

Mens festivaler aflyser på stribe oven på regeringens forlængelse af forbuddet mod større festivaler til og med 31. august, har arrangørerne bag Middelfart-festivalen Rock Under Broen valgt at udskyde årets festival, fra den 13. juni til den 12. september. Samtlige programsatte kunstnere flytter med til den nye dato.

Programmet tæller Nik & Jay, Dizzy Mizz Lizzy, Morten, Rasmus Seebach, Malurt, Queen Machine, Alphabeat, Carpark North, Scarlet Pleasure og Hjalmer.


Formand for Rock Under Broen, Bent Frandsen, udtaler i forbindelse med flytningen:

”Vi har fulgt med dag for dag siden coronakrisen begyndte. Vi har bidt negle, men vi har kastet os ind i kampen for at kunne afholde Rock Under Broen i 2020 på trods af enorme udfordringer. Både logistik, kunstnere og leverandører skal hænge sammen. Det puslespil har været utrolig svært at få til at gå op, men nu er det lykkedes, så vi på trods af krisen alligevel kan give et brag af koncertoplevelser,” udtaler Bent Frandsen i en pressemeddelelse og fortsætter:

”Vi er bare så kede af, at folk oplever frustrationer på grund af situationen. Der er intet, vi hellere ville end at gøre alle glade, men vi håber at publikum vil bakke os op i, at vi afholder Rock Under Broen på et senere tidspunkt. Vi er også nødt til at understrege, at sikkerheden kommer først. Der er slet ingen tvivl om, at vi har meget få muligheder at arbejde med”.


Bent Frandsen kommer videre med en indtrængende bøn til publikum:

”Vi har brug for jer alle i denne svære tid. Vi har brug for, at I støtter os, beholder billetten og dermed sikrer, at vi også kan afholde Rock Under Broen de kommende år. Vi ved godt, at det kan være svært, når der er løb, konfirmationer og bryllupper på samme dag. Vi har dog allerede lavet en god aftale med Lillebælt Halvmaraton, og vi arbejder sammen for at finde gode løsninger til alle denne dag. Vi håber, at alle vil være med til at kæmpe for at beholde Rock Under Broen og den tradition, vi har skabt sammen. Vi har brug for jer alle nu, både Rock under Broen og samfundet omkring os.”

Personer, der har købt billetter til Rock Under Broen, kan ikke få refunderet billetterne, da det er en del af købsbetingelserne, at festivalen kan rykke dato. Men Rock Under Broen arbejder på at lave en billetbørs, hvor personer, der ikke kan på den nye dato, kan sætte deres billetter til salg, så festivalen kan hjælpe med at få dem solgt, fortæller Bent Frandsen til Fyens Stiftstidende.


Rock Under Broen arrangerer også en Aerosmith-koncert, som skulle have fundet sted 21. juli. Denne koncert forsøges flyttet til et senere tidspunkt.

LÆS OGSÅ: Sådan reagerer festivalerne på Mette Frederiksens forbud

ANNONCE