x

Nyt bokssæt fra Roy Orbison

Nyt bokssæt fra Roy Orbison

"The Soul of Rock & Roll" bliver titlen på et kommende bokssæt fra Sony BMG, som skal dokumentere den texanske sanger, sangskriver og guitarist Roy Orbisons karriere.

Samlingen spænder således over fire årtier, og indeholder, foruden i forvejen velkendte optagelser, en række koncertoptagelser foruden tolv hidtil uudsendte studieindspilninger, skriver Reuters.

I sidstnævnte kategori falder blandt andet en tidlig version af "Ooby-Dooby", Orbisons hit fra 1956 samt en demoversion af "Claudette", der via The Everly Brothers indspilning for alvor indbragte den unge Orbison anerkendelse som sangskriver.

Blandt liveoptagelserne finder man blandt andet - meget pasende - "It's Over" fra Orbisons allersidste koncert i Highland Heights, Ohio, den 4. december 1988. Blot to dage senere døde Orbison af hjertestop, 52 år gammel.

Året forinden var Orbison blevet hyldet ved en koncert i Los Angeles - siden udgivet under titlen "A Black & White Night" - hvor kolleger som Bruce Springsteen, Bonnie Raitt, Elvis Costello og Tom Waits agerede backing for hovedpersonen.

Alle de nævnte bidrager til den kommende udgivelses liner noters. Det samme gør i øvrigt Tom Petty, der sammen med Orbison spillede i den kortlivede supergruppe The Travelling Wilburys med Bob Dylan, Jeff Lynne og George Harrison.

"The Soul of Rock & Roll", som indeholder ialt 107 sange, udkommer den 23. september.

Roy Orbison på MySpace


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA