x

PLAYLISTE: Tillykke Margrethe!

PLAYLISTE: Tillykke Margrethe!

Allan Olsen, Shu-Bi-Dua, Kim Larsen, John Grant med flere er på listen

Dronning Margrethe fylder, som den opmærksomme læser nok har opdaget, 80 år i dag. GAFFA vil naturligvis også fejre dronningen, og det har vi gjort ved at sammensætte en playliste med sange, som vi synes er passende i dagens anledning.

Der er ikke mange danske sangskrivere inden for GAFFAs stofområde, der direkte har skrevet sange til eller om Dronning Margrethe, men Allan Olsen, Shu-Bi-Dua og anti-royalisten Kim Larsen har dog gjort det – sidstnævnte på melodien til Bob Dylans klassiker "All Along the Watchtower". Disse sange er naturligvis med på playlisten.

Og så er der John Grant og "Queen of Denmark" – den skal forstås metaforisk, men den er med alligevel, for det er en smuk, smuk sang om at have det helt forfærdeligt.

Ellers er ord som "dronning", "majestæt", "kongelig" og så videre – på diverse sprog – som bekendt en meget hyppigt anvendt metafor i sangskrivning, og derfor kunne vi let have lavet en meget lang playliste. Vi har dog nøjedes med at medtage en håndfuld sange, hvor ordet ganske vist er anvendt i billedlig betydning, men hvor det også, med lidt god vilje, kan opfattes bogstaveligt. For uanset hvad må man sige, at Dronning Margrethe er en velhavende "Killer Queen", der lever i luksus, og mon ikke hun har betrådt et dansegulv i sin ungdom som en "Dancing Queen"?

Vi kunne selvfølgelig også have medtaget numre med navne som Royal Blood, Queen Latifah eller Queen B alias Beyoncé, men i dag er der altså kun én dronning, der tæller.

Vi er naturligvis gået uden om majestætsfornærmende sange som Sex Pistols' "God Save the Queen" og The Smiths' "The Queen is Dead" – hvad tænker I på? The Good, The Bad & The Queens sang af samme navn klarer heller ikke cuttet – den kan også let opfattes som anti-royalistisk.

En enkelt kongelig march bliver det også til, og så slutter vi af med The Beatles' "Her Majesty". En heller ikke helt ukritisk sang om en dronning, men den varer kun 25 sekunder og afslutter en af rockhistoriens bedste plader, Abbey Road, så lad gå.

Husk, at DR1 i aften klokken 20 viser fællessang til Dronning Margrethe med Mads Steffensen som vært.

LÆS OGSÅ: GULD FRA GEMMERNE: Da GAFFA mødte Kronprins Frederik

Lyt til playlisten nedenfor og se allernederst Allan Olsen fremføre sin sang "Vores dronning" – endnu engang: Stort tillykke, Margrethe!

Allan Olsen synger "Vores dronning":


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA