Nyhed

Folkeklubben er tilbage med første single fra nyt album

GAFFA.dk – alt om musik

"På 'Tranquebar' har dødserkendelsen fået et tiltrængt skær af trods og gnist"

Da GAFFA interviewede Folkeklubben tilbage i 2018, fortalte sanger og primær sangskriver Kjartan Arngrim, at bandet insisterede på at udgive et nyt album mindst hvert andet år og turnere intenst mellem pladerne.

LÆS OGSÅ: Folkeklubben-interview: Med babyskridt mod stjernehimlen


Gruppen har indtil videre holdt ord på deres første fire album, og det bliver de ved med, for de har netop udgivet første single fra deres kommende femte album. "Tranquebar (Søndag i april)" er titlen på sangen, og bandet forventer at udsende deres næste album til efteråret – to år efter forgængeren Sort Tulipan

Hør "Tranquebar (Søndag i april)"

”’Vi skal dø!’ – var budskabet på Sort Tulipan. En erkendelse, der jo ikke er blevet mindre præsent over de sidste par måneder. På 'Tranquebar' har dødserkendelsen fået et tiltrængt skær af trods og gnist. Nu siger vi: fint nok ’men først så tager vi ud – på de vinterkolde baner / er græsset bedre, end du aner," udtaler gruppen i en pressemeddelelse.


Bandet gør desuden opmærksom på, at Tranquebar, ud over at være en gammel dansk handelskoloni, også er en boghandel i indre København.

Sangen og resten af det kommende album er ligesom Sort Tulipan produceret af Frederik Thaae og indspillet i Sauna Studios med tekniker Mads Brinch.

LÆS OGSÅ: Bob Dylan klar med anden nye sang på tre uger

Gruppens heftige turnévirksomhed fik en pludselig pause, da Mette Frederiksen lukkede landet ned 11. marts. De måtte udskyde deres hidtil største indendørs koncert, som skulle have fundet sted i KB Hallen 21. marts, til 29. maj, men med statsministerens efterfølgende forbud mod alle "større forsamlinger" til og med august forventes heller ikke denne koncert at blive gennemført i maj. Bandet håber under alle omstændigheder snart at kunne annoncere flere koncerter.


Folkeklubben har fra og med deres vinterturné i begyndelsen af 2019 haft et fjerde livemedlem, bassist Ida Duelund, men officielt er orkestret stadig en trio alias sanger, rytmeguitarist og primær sangskriver Kjartan Arngrim, guitarist med mere Rasmus Dall og trommeslager med mere Rasmus Jusjong.

Hør "Tranquebar (Søndag i april)"

ANNONCE