Nyhed

Amy Macdonald til Vega

Den skotske sangerinde giver koncert i Danmark til oktober

Tidligere i dag kunne vi fortælle, at Mercury Rev vender tilbage til Danmark til november, og nu kan vi fortælle, at endnu et navn fra Beatday08-festivalen vil kunne opleves herhjemme inden længe.

Det drejer sig om skotske Amy Macdonald, der søndag spillede på den københavnske festival.

Macdonald debuterede sidste år med albummet "This Is The Life", der har solgt til platin herhjemme, og som i en femstjernet anmeldelse af GAFFAs anmelder blev kaldt et "helt oplagt et lysende talent, der både kan skrive fine, pointerede tekster af samfundskritisk tilsnit, upbeat poprock og ren folk lig Tracy Chapman".


Også weekendens koncert blev rost, og var man ikke med der, dukker der altså nu en ny mulighed op for at opleve den unge sangskriver.

Amy Macdonald gæster Vega 28. oktober, og forsalget til koncerten starter fredag 15. august klokken 10 via www.billetlugen.dk / 70 263 267 samt Fona-butikker landet over.

ANNONCE