x

VIDEO: Dave Grohl overrasker COVID-19-sygeplejerske med en sang

VIDEO: Dave Grohl overrasker COVID-19-sygeplejerske med en sang

Hårdtarbejdende New York-sygeplejerske og Foo Fighters-fan fik tak og "Everlong"

Noget af det hårdest arbejdende COVID-19-sundhedspersonale finder vi i New York City, der er blandt de værst ramte regioner af corona-pandemien. Flere end 12.000 indbyggere er bekræftet døde af sygdommen siden begyndelsen af marts, hvilket vil sige flere end fire gange så mange som dødstallet under terrorangrebene 11. september 2001. 

Der er altså god grund til at takke sundhedspersonalet i New York City, og det var, hvad der skete på talkshowet Jimmy Kimmel i går, oplyser Pitchfork. Showet, der som meget andet for tiden bliver afviklet fra isolation, havde traume-sygeplejersken TJ Riley fra Jacobi Medical Center i New York City-bydelen Bronx igennem.

Riley, der selv har været ramt af COVID-19 – hvilket omkring 60 procent af hans kolleger har – fortalte fra sin egen isolation om sit og sine kollegers utrættelige arbejde. Antallet af ofre for angreb med våben – ofre, som Riley normalt arbejder med – er dog faldet meget grundet byens nedlukning og forsamlingsforbud. Til gengæld er der så særdeles mange COVID-19-patienter at tage sig af.

Ud over tak fik Riley og alle andre sygeplejersker på hans afdeling hver 10.000 dollar i gave fra organisationen Life is Good. Hver uge udvælger Jimmy Kimmel en #HealthCareHero, som får en lignende tak.

Jimmy Kimmel og hans stab havde researchet lidt på TJ Rileys musiksmag og fundet ud af, at han er stor fan af Foo Fighters, og vupti – så kom Dave Grohl ind på skærmen fra sin isolation, takkede Riley og hans kolleger for deres arbejde og gav en akustisk version af Foo Fighters-klassikeren "Everlong". Og det faldt i god jord.

Se det rørende øjeblik nedenfor.

LÆS OGSÅ: LYT: Verdensstjerner indspiller Foo Fighters-hit som sammenholdssang under coronakrisen


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA