x

Boriz Stjernebye sætter musik til gyserfilm

Boriz Stjernebye sætter musik til gyserfilm

Fredag den 15. august kan man i Cinemateket i København opleve filmen "Dr. Caligaris Kabinet", hvor bedsteborgerne i en lille tysk by bliver skræmt fra vid og sans af den morderiske charlatan-hypnotisør Dr. Caligari og hans zombielignende søvngængslave Cesare.

Filmen er en stumfilm fra 1920, der har inspireret så forskellige navne som Suede, Rob Zombie, Bauhaus og Red Hot Chili Peppers.

Ved fremvisningen i København er det dog danske Boriz Stjernebye (eks-Düreforsög), der under navnet Lonely Boy Choir sætter musik til filmen.

Under samme navn udsender han sit debutalbum til september, og materialet derfra kan man få en forsmag på efter filmen, hvor han giver en regulær koncert.

"Dr. Caligaris Kabinet" kan opleves 15. august klokken 21:00 i Cinemateket i Gothersgade i København.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA