x

Queen + Adam Lambert udgiver ny version af klassiker som WHO-støttesang

Queen + Adam Lambert udgiver ny version af klassiker som WHO-støttesang

Omkvædet er ændret til "You Are the Champions"

"Sammen – hver for sig" er som bekendt tidens mantra, når det gælder sammenhold under coronakrisen. Talrige musikere har kastet sig over at lave livestreamede hjemmekoncerter og musikvideoer indspillet derhjemme, og også Queen + Adam Lambert gjorde det for et par uger siden via Instagram. Nu er resultatet efter talrige opfordringer udkommet som officiel single. Hør den nedenfor – og se musikvideoen.

Gruppen alias guitarist Brian May, trommeslager Roger Taylor og sanger Adam Lambert har sammen, men hver for sig indspillet en nedbarberet og forkortet fortolkning af Queen-klassikeren "We Are the Champions" – med Neil Fairclough som bassist. Og da omkvædet kommer anden gang, har Adam Lambert ændret teksten en smule, så han nu synger "You Are the Champions", der også er blevet sangens titel. En opmuntring til alle dem, der kæmper for at holde sundhedsvæsenet og resten af samfundet i gang – og i det hele taget til dem, der forsøger at holde modet oppe under coronakrisen.

Alt overskuddet fra streaming og salg af singlen går til WHO's COVID-19 Solidarity Response Fund, og både Queen + Adam Lambert og pladeselskabet Universal Music har givet afkaldt på deres royalities.

LÆS OGSÅ: KARANTÆNE-TV: Brian May lærer dig at spille soloen fra "Bohemian Rhapsody"

Queen + Adam Lambert skulle have spillet i Royal Arena 2. juli i år, men koncerten er udsat præcis et år, altså til 2. juli 2021.

Hør "You Are the Champions" og se musikvideoen:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA