x

Lenny Kravitz som Velvet Revolver-sanger?

Lenny Kravitz som Velvet Revolver-sanger?

I april måned forlod Scott Weiland bandet Velvet Revolver for at fortsætte sin karriere sammen med sine gamle venner i Stone Temple Pilots.

Siden da har der været en del snak om, hvem der skulle overtage pladsen, og blandt de første, der blev nævnt, var den tidligere Skid Row-sanger Sebastian Bach.

Ian Astbury fra The Cult har også været nævnt, og for nylig udtalte Duff McKagan til Rolling Stone, at selvom den tidligere Spacehog-sanger Roy Langston er "fucking awesome", så får han nok heller ikke jobbet.

I et interview med australske Undercover udtalte Matt Sorum forleden, at de er i forhandlinger med et stort navn, og det kan nu vise sig at være Lenny Kravitz.

Kravitz er lige nu på en verdensturné, der i weekenden bragte ham forbi Danmarks Smukkeste Festival, og som kører helt frem til næste sommer.

Alligevel hævder den engelske avis The Sun, at de har set Kravitz forlade det studie, hvor Velvet Revolver lige nu er i gang med at skrive nyt materiale.

Bandet synes jævnligt at udtale sig om, hvem der skal erstatte Weiland, men desværre i særdeles vage vendinger, så det ligger altså endnu ikke officielt fast, hvem der er den nye mand bag mikrofonen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA