x

Uffe Lorenzen annoncerer single, album og tour

Uffe Lorenzen annoncerer single, album og tour

Den gode ”Guf” er ude med ny single fredag, og 11. september udkommer han så med et album, du også kan høre live. Se tourplan nederst.

49-årige Uffe Lorenzen med det karakteristiske lange hår og skæg er 11. september ude med sit tredje soloalbum Magisk Realisme, som kun kommer et år efter Triprapport. Magisk Realisme er skrevet over en periode sidste år, hvor Lorenzen ikke havde nogen fast base, og hvor han pendlede mellem ni forskellige steder. Sangene bærer derfor præg af denne rodløshed og det at føle sig ensom og lidt fortabt i en storby som København.

LÆS OGSÅ: Uffe Lorenzen-interview: “Musik er blevet dummere”

Magisk Realisme er, modsat de to foregående, mere afdæmpede udgivelser, en rockudgivelse, som på flere numre leder tankerne hen imod Lorenzens gamle bands Baby Woodrose og Spids Nøgenhat. 

Den tidligere On Trial-trommeslager og Baby Woodrose- og Spids Nøgenhat-frontmand vil i oktober og november tage albummet med ud live, hvor Lorenzen vil spille sine numre i en akustisk version. Fans kan allerede fredag få en fornemmelse af lyden på det kommende album, når Lorenzen udgiver singlen ”Lad det gå”. Den kommende udgivelse vil ligesom Galmandsværk (2017) og Triprapport (2019) være på dansk. 

LÆS OGSÅ: Bevidsthedsudvidende, men kort sangskriver-trip

Efterårsturnéen bærer albumnavnet Magisk Realisme, og Lorenzen gæster hele ti byer i perioden fra den 2. oktober til 13. november. Vil du have fingrene i en billet, kan du allerede nu købe den LIGE HER.

Tourplanen for Magisk Realisme ser således ud:

2. oktober, Tapperiet, Køge

9. oktober, Glostrup Kulturhus, Glostrup

10 oktober, Templet, Lyngby

13. oktober, Nygadehuset, Aabenraa

14. oktober, Turbinen, Randers

15. oktober, Sønderborghus, Sønderborg

17. oktober, Dexter, Odense

22. oktober, Gimle, Roskilde

24. oktober, Radar, Aarhus

13. november, Bremen Teater, København


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA