Nyhed

Mads Langer på drive-in-turné

GAFFA.dk – alt om musik

”Der gik ikke lang tid, før nyheden om min drive-in-koncert havde nået nogle af de allerstørste medier i verden”

Så vidt vides var Mads Langer den første i verden, der tog drive-in koncertkonceptet til sig, da han fredag den 24. april åbnede Danmarks første drive-in-koncertsted - nemlig P-Scenen på Tangkrogen ved Aarhusbugten. I hvert fald er han i skrivende stund gået viralt verden over med artikler og interviews i blandt andet L.A. Times, New York Post, BBC, NME og Forbes Magazine. Nu er Mads Langer igen klar – denne gang i både København, Herning, Aarhus, Aalborg og Odense, som en del af "Drive In – Live"-scenen i perioden 20. maj-12. juni.

Spørger man Mads Langer selv, er han tilsyneladende også overvældet af den store interesse for den nye koncertform:


”Der gik ikke lang tid, før nyheden om min drive-in-koncert havde nået nogle af de allerstørste medier i verden. Det er sjovt og også lidt vildt at tænke på, hvor hurtigt det kan gå. Der bliver ved med at vælte interviews ind fra hele verden. Det er en kæmpe glæde for mig, at kunne være med til at sprede lidt solskin udover denne ellers meget specielle tid.”

Videre uddyber han: ”Jeg var midt i en omfattende Danmarks- og Europaturné, da coronakrisen satte en brat stopper for alle mine koncerter. Så det, at jeg alligevel kan komme rundt i Danmark og spille for mit publikum, er helt fantastisk. Jeg har helt fra start prøvet at være kreativ og vende krisen til et eventyr”.

LÆS OGSÅ: ARTIKEL: Mads Langer: ”Jeg har været tvunget til at gøre krisen til et eventyr”


Selvom der er en forrude mellem artist og publikum, så kan drive-in-konceptet altså også noget helt særligt:

”Drive-in-konceptet kan noget andet end de traditionelle koncerter. Jeg oplevede, at der faktisk blev skabt et ret intimt rum mellem mig og publikum, da jeg spillede min første drive-in-koncert. Det er som at spille for fire mennesker – bare gange 600", siger Mads Langer.

"Drive In – Live"-konceptet er et samarbejde mellem Københavns Lufthavn, Live Culture, Kulturaktører i Aalborg, MCH Herning og Live Nation Danmark. Konceptet er designet til at overholde alle officielle anbefalinger, så publikum roligt kan nyde de mange koncerter, comedyshows og familieoplevelser landet over. Da "Drive In – Live"-arrangementerne skal opleves fra egen bil, og med den anbefalede afstand vil publikum komme lidt længere væk fra scenen end ved en traditionel koncert. Derfor er scenen bygget ekstra høj, så udsynet bliver bedst muligt for alle, ligesom tre storskærme vil hjælpe oplevelsen på vej. 


Arrangementerne vil have plads til ca. 600 biler pr. gang, der kan høre lyden igennem deres bilradio.

Billetsalget starter torsdag den 14. maj kl. 10.00 via ticketmaster.dk

Tourplan:


København – 20. maj, Københavns Lufthavn - Parkering P19

Herning – 29. maj, Landsskuepladsen ved MCH

Aarhus – 30. maj, P-Scenen på Tangkrogen


Aalborg – 5. juni, Aalborg Lufthavn - Parkering P3

Odense – 12. juni, Jyske Bank Arena - Parkering

Varm op til koncerten med et af Mads Langers største hits her:  

ANNONCE