Nyhed

Lennons morder fortsat fængslet

Mark David Chapman har fået sin ansøgning om prøveløsladelse afslået for femte gang

Efter 27 år sidder Mark David Chapman, der i december 1980 skød og dræbte John Lennon, fortsat fængslet for mordet, og i tirsdags fik han for femte gang afslået sin ansøgning om prøveløsladelse.

Den 53-årige morder sidder fortsat fængslet i Attica i staten New York, hvor han er i gang med at afsone en livstidsstraf, der som minimum skulle være tyve år.

Chapman har ansøgt om prøveløsladelse hvert andet år siden 2000, og hver gang har Yoko Ono modsat sig løsladelsen. Fængslet udtaler ifølge Reuters desuden, at de har modtaget mere end 50 breve samt 1100 underskrifter, der modsætter sig løsladelsen.


Chapman har siden sin fængsling taget sig en uddannelse og har ikke haft nogle problemer i fængslet i mere end fjorten år. Han har desuden lov til at få besøg af sin familie samt sin kone, som han blev gift med kun atten måneder, inden han skød John Lennon.

Alligevel følte prøveløsladelsesudvalget ikke, at Chapman burde sendes ud i samfundet igen på nuværende tidspunkt. De lagde særlig vægt på, at mordet var planlagt, og at Chapman beskrev sig selv som "rimelig klar i hovedet" inden episoden. Udvalget begrundede deres beslutning på følgende vis:

"Din (Chapmans, red.) opførsel fremskyndte en forfærdelig tragisk begivenhed, der har haft indflydelse på mange individer. Din frigivelse på dette tidspunkt ville ikke være kompatibel med velfærdet af samfundet som hele, og ville tangere en underminering af alvorligheden af forbrydelsen, og dermed underminere respekten for loven".


Mark David Chapman kan ansøge om prøveløsladelse igen i 2010.

ANNONCE