Nyhed

HOOK HYLDER CURTIS: Streamer koncert med alle Joy Division-sange

GAFFA.dk – alt om musik

Det er i dag 40 år siden, at Joy Divisions karismatiske frontmand Ian Cutis gik bort. I den forbindelse sender Peter Hook en hjertelig hilsen til sin gamle bandkollega.

Den tidligere Joy Division- og New Order-bassist Peter Hook streamer lige nu – i selskab med sit band The Light – koncertfilmen So This Is Permanent via Joy Divisions YouTube-kanal.

Koncerten blev fremført i Christ Church i Ian Curtis’ hjemby, Macclesfield i England, den 18. maj 2015, og består af alle sange fra Joy Divisions bagkatalog.


”Det var den kirke, som Ian plejede at komme i som barn, da han var i kirkekoret […] Vi spillede hver Joy Division-sang, der nogensinde er skrevet og optog det i én køre. Det tog over fire timer, og jeg er vanvittig stolt af det,” fortæller Peter Hook om koncerten til NME.

”Det var hårdt, det var komplet dumt og åndssvagt, men i sidste ende gjorde vi det, og det føltes helt fantastisk at spille hele repertoiret af mit absolutte yndlingsband” tilføjer han.

Du kan streame So This Is Permanent gratis indtil i morgen klokken 13.00, og imens opfordrer Hook og co. til, at man donerer penge til Epilepsy Society – en velgørenhedsorganisationen, der fokuserer på epilepsi. Ian Curtis led selv af epilepsianfald, der fortsatte, indtil han tog sit eget liv den 18. maj 1980 i en alder af blot 23 år.


Har du ikke mulighed for at streame koncertfilmen i løbet af de næste døgn, så kan du se den, når den udkommer på dvd i juni i år. Joy Divisions andet album, Closer, fylder også 40 år i år, og i den forbindelse bliver den til juli genoptryk i en jubilæumsudgave i hvid vinyl.

LÆS OGSÅ: Joy Division – Afmagtens brutalitet

De to andre medlemmer fra Joy Division, Bernard Sumner og Stephen Morris, hylder også deres gamle forsanger med det gratis online event, Moving Through the Silence: Celebrating the Life and Legacy of Ian Curtis, der ærer Curtis igennem ”musik, poesi og samtaler”. Du kan følge med i begivenheden via Facebook fra 21.00 til 23.00 i aften.


Efter Ian Curtis' død dannede de tre resterende medlemmer bandet New Order, der blev udvidet med keyboardspilleren Gillian Gilbert. Fra 2007-2011 holdt New Order pause, og da de blev gendannet, var det uden Peter Hook, der senere sagsøgte de øvrige medlemmer for manglende royalities. Parterne indgik dog et forlig uden om retten i 2015.

Peter Hook & The Light - So This Is Permanent (24 timers live-stream):


ANNONCE