Nyhed

Kravitz ikke med i Velvet Revolver

En talsmand for bandet afviser rygter om at Lenny skulle være bandets nye frontmand

Det lød en smule fantastisk, da The Sun i denne uge kunne fortælle, at Lenny Kravitz var blevet set forlade det studie, hvor Velvet Revolver lige nu er i gang med at skrive nyt materiale.

Ikke mindst fordi Kravitz lige nu er på en verdensturné, der skal køre frem til maj 2009.

Ikke desto mindre satte historien rygte- og ikke mindst spekulationsmøllerne i sving, og manden bag "Let Love Rule" blev pludselig spidskandidat til jobbet som efterfølger til Scott Weiland.


Men det bliver i følge Kerrang! ikke til noget. En talsmand for bandet har nu kvast rygterne og fortæller ved samme lejlighed, at jobbet heller ikke kommer til at gå til Spacehog-manden Roy Langston, og for den sags skyld heller ikke til den tidligere Van Halen-sanger Sammy Hagar.

Der kom dog ikke nogen melding om, hvem det så vil blive, så der må vi fortsat væbne os med lidt tålmodighed.

ANNONCE