Nyhed

The Weeknd udskyder dansk koncert til 2021

GAFFA.dk – alt om musik

Koncerten finder nu først sted i oktober 2021

Storhittende The Weeknd skulle i oktober have indledt en Europaturné, men grundet coronapandemien er hans tourstart nu udskudt til oktober 2021. Dermed er r&b-stjernens planlagte, udsolgte koncert i Royal Arena 3. november udskudt til sammesteds 6. oktober 2021.

The Weeknd fortæller på sine sociale medier, at købte billetter til 2020-koncerten kan bruges til 2021-koncerten. Skulle den nye dato ikke passe én, har man mulighed for at få pengene retur, og man får nærmere besked om dette på mail.


Også The Weeknds kommende nordamerikanske turné er udskudt, fra juni-august 2020 til juni-august 2021.

Den canadiske sanger, sangskriver og producer med det borgerlige navn Abel Makkonen Tesfaye udgav for to måneder siden sit fjerde studiealbum, After Hours, der lige siden har ligget på de øverste pladser på den danske albumhitliste. I denne uge er det nummer to, kun overgået af TopGunns SAS.

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Abel er en Jack of all trades


Krisen trækker ud

The Weeknd er i øvrigt en af de første kunstnere, der udskyder en arenaturné med planlagt premiere i efteråret 2020. Hidtil er det primært arenaturnéer og festivaler i foråret og sommeren 2020, der er blevet udskudt eller aflyst, men noget tyder på, at coronakrisen trækker ud, hvad angår de helt store koncerter, i hvert fald som vi kender dem.

I sidste måned vakte Kåre Mølbak, faglig direktør på Statens Serum Institut, stor opmærksomhed og debat ved at sige, at folk skulle holde afstand til hinanden, indtil en corona-vaccine var klar, hvilket ifølge ham ville betyde mindst et år – og at man derfor skulle undgå store forsamlinger indtil da, i hvert fald i traditionel forstand.


LÆS OGSÅ: Kåre Mølbak: Danskerne skal forvente at holde afstand til hinanden, indtil vaccine er klar

Herhjemme har Folketinget vedtaget et forbud mod forsamlinger på flere end 500 personer frem til og med 31. august. Til gengæld er det netop blevet muligt at afholde siddende koncerter for op til 500 personer.

LÆS OGSÅ: Siddende koncerter med op til 500 personer er nu tilladt i Danmark


ANNONCE