Nyhed

Den danske reggaesanger Philip K udsender ny single

Gaffa.dk - Alt om musik

Forløber for et album, der kommer til efteråret

Med rødder solidt plantet i det københavnske reggaemiljø udsender den danske reggaesanger Philip K i dag singlen "When You See A Rainbow", der er sangerens version på Too Late-rytmen, som er produceret af britiske Machete Records.

Vokalen er indspillet i Danmark, mens selve musikken stammer fra en session med så kendte jamaicanske studiemusikere som saxofonisten Dean Fraser og bassisten Errol "Flabba" Holt, der er kendt som nogle af de ypperste studiemusikere indenfor reggaegenren.

Singlen, der er en herlig tilbagelænet sommer reggaetune, er mixet af Teis Frandsen (ex-Tredie Tilstand) og udgives med den for reggae så almindelige tilhørende dub-version mixet af ingen ringere end Yo Akim.

– Nummeret opstod spontant på et tidspunkt, hvor jeg havde en del andre projekter i gang – det viste sig, at Too Late Riddim passede godt med en idé til en sang,jeg allerede havde liggende, udtaler Philip K i en pressemeddelelse.

– Jeg skrev sangen færdig og indspillede vokal og kor på en eftermiddag. Efter at have spillet sangen til et par koncerter kontaktede jeg Machete Records, som godt kunne lide mit bud på deres Riddim. Vi fik sat en aftale op hvor jeg kunne gå videre med en udgivelse på eget label. Samtidig fik jeg mulighed for at få lavet ordentlige mix af Teis Frandsen (vokalmixet) og Yo Akim (dubversionen).

Udgivelsen er en forløber for det længe ventede album med Yo Akim + Philip K, sat til efteråret 2020, og er tilgængelig på alle streamingtjenester. Hør den nedenfor.

Både Philip K og Yo Akim har en fortid i legendariske Bass And Trouble, og Philip K har sideløbende holdt reggaekarrieren i live med medvirken på det Pharfar-producerede Alis Riddim-album samt flere opsamlingsalbum.

Yo Akim er som producer især kendt som "den anden halvdel" af Lucy Love samt den nu afdøde sangerinde og rapper Linkoban. 


Hør "When You See A Rainbow":

ANNONCE