Nyhed

Lauryn Hill kommer til Århus

Soulsangerinden gæster Train 19. november

Vi er ikke ude i Guns N' Roses-territoriet endnu, men det er dog særdeles rammende at beskrive det andet soloalbum fra Lauryn Hill som længe ventet.

De seneste meldinger går på, at Hill stadig arbejder på musik til opfølgeren til den ti år gamle solodebut "The Miseducation Of Lauryn Hill", men der er endnu ikke nogen, der tør spå om, hvornår det vil se dagens lys.

Hun er dog heldigvis blevet lidt mere aktiv på turnéfronten, hvilket har betydet, at hun har gæstet Danmark i både 2005 og 2007.


Nu vender hun tilbage, og denne gang er det århusianerne, der får glæde af Lauryn Hills besøg.

Hun optræder nemlig på Train i Århus 19. november, og billetsalget starter mandag den 18. august klokken 10.00 via www.train.dk og Stereo Studio-forretninger i hele Danmark.

ANNONCE