x

Citybois opnår højeste hitlisteplacering nogensinde

Citybois opnår højeste hitlisteplacering nogensinde

Går direkte ind på førstepladsen

Danske X Factor-deltagere går ofte hurtigt i glemmebogen, men der har været undtagelser, ikke mindst Martin Hedegaard alias Saveus, vinder af første sæson i 2008. Efterhånden synes Citybois også at have bidt sig fast. Fem år efter deres femteplads i talentkonkurrencen går popduoen direkte ind på førstepladsen på den officielle danske albumhitliste med deres andet album, overraskelsesudgivelsen Bois Forever.

Det er dermed Thor Blanchez Farlov og Anthon Edwards Knudtzons bedste hitlisteplacering nogensinde. Duoens første album, What Bois About To fra 2015, toppede på en 11. plads, og deres hidtil bedste plads på singlehitlisten er med deres aktuelle single med Kesi, "Sol over København", der nåede en andenplads for et par uger siden, skriver Ekstra Bladet.

Citybois skubber sidste uges etter, TopGunn – som de har arbejdet sammen med flere gange – og albummet SAS ned på en tredjeplads, mens The Weeknd og After Hours atter er nummer to. Citybois slår også Phlake, der debuterer på en fjerdeplads på albumhitlisten med deres tredje album, T.I.D.O.Y.S., som GAFFAs anmelder tildelte de maksimale seks stjerner. De øvrige nyheder i top 40 er Polo G med The Goat (nummer 12) og Future med High Off Life (nummer 14).

LÆS OGSÅ: Phlake tager på drive-in-turné

Vinylhitlisten har nyheder på de fire øverste pladser. Øverst finder vi Jason Isbell & The 400 Unit med Reunions efterfulgt af Einstürzende Neubauten med Alles in Allem (nummer to), Mark Lanegan med Straight Songs of Sorrow (nummer tre) og Thåströms livealbum Klockan 2 på natten, öppet fönster (nummer fire).

LÆS OGSÅ: Sange i de mørke tider – en samtale med Blixa Bargeld fra Einstürzende Neubauten

Længere nede finder vi flere nyheder i form af Sleaford Mods' opsamling All That Glue (nummer ni), The Mountains' Before and After Hollywood (10), Paradise Losts Obsidian (16), Håkan Hellströms Rampljus Vol. 1 (20), Moses Sumneys meget roste Græ (21), Perfume Genius' ligeledes lovpriste Set My Heart on Fire Immediately (21), Hamilton Leithausers The Love of Your Life (23), Bogstavelig Talts Bagkatalogisk (33) og mere Thåström med endnu et livealbum i form af 2012-udgivelsen Som jordgubbarna smakade... (34).

Tracklisten har to nyheder i toppen, Lolo featuring Gilli med "Kiki" på førstepladsen og Kesi featuring Hennedub med "Tilbage" som nummer to. Øvrige nyheder er Tessa med "Glo på mig" (nummer otte), Ude af Kontrol med "Hangover" (nummer 27) og Citybois med "Kærlighed gør blind" (nummer 32).

Den mest spillede sang på de danske radioer er også i denne uge Jada med "Nudes".

Se alle ugens danske hitlister her

Se Citybois' musikvideo til "Mor" fra deres nye album:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA