x

Musikhuset Aarhus fejrer genåbning med gratis koncerter

Musikhuset Aarhus fejrer genåbning med gratis koncerter

Efter mere end to måneder uden livekoncerter kan Musikhuset Aarhus fra i morgen igen byde gæster velkommen.

Torsdag den 28. maj slår Musikhuset igen dørene op, og allerede den kommende weekend indtager lokale musikere scenen for at give tre gratis koncerter i Musikhusets Foyer.

På programmet er MoonBee + The Astronauts (på billedet), Natlyst og Helene Bak, der spiller henholdsvis fredag, lørdag og søndag.

– Vi har savnet kulturen, og jeg er derfor glad for, at Musikhuset hurtigt har sammensat et spændende program, der markerer, at Danmark og Musikhuset igen er ved at åbne op. Corona-tiden har vist, hvor meget kultur, samvær og fællesskab betyder. Jeg ser frem til, at vi igen kan være sammen i trygge rammer og kan nyde fællesskabet i selskab med en række fantastisk dygtige og talentfulde musikere, fortæller rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad.

LÆS OGSÅ: DELTE MENINGER: Spillesteder reagerer på muligheden for siddekoncerter med afstand

Som følge af COVID-19 og nedlukning af Danmark har Musikhuset været lukket siden den 12. marts. Musikhuset har derfor måttet aflyse eller udskyde flere end 100 arrangementer. Den nye politiske aftale betyder dog, at de – sammen med en lang række af landets spillesteder, teatre og biografer – nu kan åbne for gæster. En nyhed, der glæder Musikhusets direktør, Jan Christensen:

– Det er dejligt, at vi nu får gang i kulturlivet. Langt de fleste af vores planlagte koncerter er desværre flyttet eller aflyst på grund af omstændighederne. Men vi er i fuld gang med at arrangere en række corona-venlige koncerter hen over sommeren, og så ser vi frem mod et spændende efterår. Vi har en perlerække af koncerter i et stort og tætpakket program, ikke mindst med formidable danske musikere, som tørster efter at stå på scenen og møde publikum igen. Vi kan næsten ikke vendte med at give vores gæster det skud energi, som kun liveoplevelsen kan, udtaler han.

LÆS OGSÅ: Spillested genåbner med koncerter i denne uge

Weekendens koncertprogram ser ud som følgende:

Fredag den 29. maj klokken 17.00: MoonBee + The Astronauts
Lørdag den 30. maj klokken 16.00: Natlyst
Søndag den 31. maj klokken 16.00: Helene Bak


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA