Nyhed

Endnu mere arkivmateriale fra Neil Young

Udgivelsesdato på allerede annonceret mastodont-boks samt yderligere undervejs

Som GAFFA kunne rapportere i foråret, er der ualmindeligt godt nyt undervejs for fans af den koncertaktuelle canadier Neil Young i form af en ti-dobbelt Blu-ray- og dvd-udgivelse med diverse hidtil uudgivent materiale.

Og skal man tro Uncut, er der nu sat udgivelsesdato på projektet, der angiveligt blandt andet vil indeholde de allerede udsendte liveoptagelser "Live at Massey Hall" og "Live at the Fillmore" foruden en mængde hidtil uudgivent materiale. Det skulle være muligt at erhverve den omfattende sag, betitlet "Archives volume one 1963-72", fra 3. november.

Allerede den 29. september skulle der dog være et andet album fra arkiverne i handlen. Indholdet på "Sugar Mountain" er endnu ukendt, men der gisnes om, at der - i lighed med "Live at Massey Hall" - er tale om optagelser fra 1971 - bestemt heller ikke noget dumt sted at foretage punktnedslag i Youngs lange og produktive karriere, kan man tilføje.


Den 62-årige Neil Young giver sin fjerde koncert i Danmark i år torsdag den 28. august i et udsolgt Forum Horsens. GAFFA vil naturligvis være til stede.

Officiel hjemmeside


ANNONCE