Nyhed

Ekstrakoncert med Efterklang

Flere får mulighed for at opleve samarbejdet mellem Efterklang og DR Underholdningsorkestret

Selvom der endnu er få ståpladser at få til DR Underholdningsorkestret og Efterklangs (billedet) opførelse af sidstnævntes andet album, den massivt anmelderroste "Parades", har man valgt at afholde en ekstrakoncert.

Den vil finde sted i umiddelbar forlængelse af den første, og de to koncerter afvikles således med start henholdsvis kloken 20 og 22 den 26. september i Danmarks Radios koncerthus, studie 2.

"Parades" fik en overordentlig positiv modtagelse ved udgivelsen, og blev således hædret med to Danish Music Awards, tre Steppeulvspriser og masser af anmelderroser. Også fra GAFFA, som kaldte "Parades" for "et prægtigt album, der bør udbygge gruppens internationale kultstatus".


Tatjana Kandel, orkesterchef for DR Underholdningsorkestret, udtaler:

"Efterklang er et vanvittigt spændende orkester, der leger med musikken og har opfundet deres helt eget lydunivers. Derfor har vi glædet os rigtigt meget til at arbejde sammen med dem. Vi vidste godt, at bandet efterhånden har en solid fanbase, men vi er alligevel blevet glædeligt overraskende over, at så mange allerede har købt billet til koncerten".

Hun tilføjer, angående den ekstra koncert:


"Derfor har vi truffet en hurtig beslutning og sætter nu en ekstra koncert i salg. Så kan endnu flere både få chancen for at opleve Efterklang og DR UnderholdningsOrkestret sammen - og få vores nye koncerthus’ Studie 2 at se ”in action”.

Billetter til ekstrakoncerten er i salg fra i dag. Der gøres endvidere opmærksom på, at koncerterne begynder præcist.

ANNONCE