Nyhed

VOXMETER-UNDERSØGELSE: Danskerne er klar til kulturoplevelser, men med forbehold

GAFFA.dk – alt om musik

Den 12. marts 2020 lukkede det meste af Danmark, og dermed blev en lang række danske kulturinstitutioner, koncertarrangører, teatre, spillesteder og festivaler direkte påvirket og måtte udsætte eller aflyse hundredvis af planlagte arrangementer. De største arrangementer ser ud til at have lykkedes med at sælge billetter til arrangementer, som er flyttet til 2021, men hvordan er det generelle billede, og kan alle forvente samme opbakning fra publikum?
 
I sidste uge fik en del arrangører mulighed for at åbne igen med en begrænsning på 500 siddende publikummer og afstandsregulering, men kan man forvente, at publikum strømmer tilbage og agerer som før Covid-19?
 
En undersøgelse foretaget af Voxmeter for GAFFA og GK Nordic i ugen før tilladelsen til siddende arrangementer med op til 500 deltagere giver nu et indblik i, hvordan nedlukningen af landet og risikoen for Covid-19-smitte har påvirket danskernes lyst til fremtidige kulturoplevelser.

Hvor lang tid skal der gå, inden du vil tage til kulturelle arrangementer?

Undersøgelsen viser blandt andet, at søgninger på kulturoplevelser og intentionen om at bruge penge på kultur ligger på niveau med tiden før Covid-19. 76% siger, at de vil tage til kulturelle arrangementer igen, når det bliver muligt, mens 4% vil vente et år eller længere. Kun 5% ønsker først at vende tilbage, når der er fundet en vaccine.

Mens stort set alle typer kulturarrangementer som koncert, teater, sport eller museum, ifølge undersøgelsen, vil kunne forvente et gensyn med næsten alle deres gæster, når det igen bliver muligt, så er der forskel på, hvor store forsamlinger danskerne ønsker at deltage i.

Hvor mange deltagere må der maksimalt være til arrangementet, før du stadig har lyst til at deltage?


Mens 23 % ikke har nogen øvre grænse for, hvor mange deltagere der må være, hvis de skal deltage, har 43,7 % et ønske om 500 deltagere eller mindre. Det er personer over 65 år, som er mest tilbageholdende over for store forsamlinger. Desuden er mænd signifikant mindre bekymrede for store forsamlinger end kvinder.

Undersøgelsen er gennemført i Voxmeters internetpanel med 2.000 deltagere og er repræsentativ for hele den danske befolkning over 18 år. Undersøgelsen indeholder, foruden de ovenforstående nedslag, ligeledes tal for sport, biografer og restauranter, med opdeling på geografi, alder og køn for alle spørgsmål.
 
Konklusionen er, at danskerne generelt har intentioner om at genoptage deres forbrug af kultur. Dog er der ikke udsigt til, at det sparede forbrug under nedlukningen udløser et målbart merforbrug efter genåbningen. De helt store arrangementer må forvente en vis tilbageholdenhed indtil videre. Dermed må man forvente, at covid-19 og nedlukningen af Danmark vil komme til at koste kulturen milliarder i tabt omsætning i løbet af 2020.

Den fulde undersøgelse kan rekvireres ved henvendelse til [email protected]

ANNONCE