Nyhed

Klassikeren "Fuck tha Police" hitter efter drabet på George Floyd

GAFFA.dk – alt om musik

Også mange andre sange om racisme og sort bevidsthed oplever fornyet popularitet

Los Angeles-gangstarapperne N.W.A.'s 1988-klassiker "Fuck tha Police" har oplevet fornyet popularitet efter en hvid politimands drab på den sorte George Floyd i Minneapolis, Minnesota 25. maj. Drabet har medført omfattende demonstrationer i først USA, siden i store dele af verden.

Nu kan Rolling Stone fortælle, at sangen har oplevet en stigning i streams på 272 procent, altså knap en tredobling, i dagene 27. maj til og med 1. juni i forhold til de fem dage op til Floyds død. Søndag og mandag blev nummeret samlet streamet 765.000 gange. Musikmagasinet har oplysningerne fra analysefirmaet Alpha Data, der leverer tal til Rolling Stones egne hitlister.


Nummeret har tidligere haft en genopblomstring i forbindelse med protester mod politiets behandling af sorte i USA, eksempelvis drabet på Michael Brown i Ferguson, Missouri i 2014.

"Fuck tha Police" stammer fra N.W.A's stilskabende 1988-debutalbum Straight Outta Compton, et hovedværk inden for gangstarap og politisk bevidst hiphop.

LÆS OGSÅ: Spotify holder 8 minutters stilhed – markerer ”den mængde tid, hvor George Floyd blev kvalt”


Andre sange, der omhandler racisme og/eller sort bevidsthed, stiger ligeledes i streamingtal i den samme periode som "Fuck tha Police". Det gælder eksempelvis Killer Mikes "Don't Die" (542 procent), James Browns "Say it Loud – I'm Black and I'm Proud" (455 procent), Childish Gambinos "This is America" (149 procent), D'Angelo and the Vanguards "The Charade" (122 procent), Public Enemys "Fight the Power" (89 procent), Kendrick Lamars "Alright" (71 procent), Beyoncés "Freedom" (70 procent) og Nina Simones "I Wish I Knew How It Would Feel to Be Free" (34 procent).

Run the Jewels alias Killer Mike og El-P har i øvrigt fremrykket deres nye album RTJ4, så det nu allerede er udkommet, selvom det først skulle have været på gaden i morgen.

Hør klassikeren "Fuck tha Police":

ANNONCE