GAFFA.dk – alt om musik
”This pair of sparkly socks officially belong to Nick Cave and are worth a fucking fortune”
Chris Perdue, ejer af det mindre spillested Trinity i Harrow, London, kæmper for sin overlevelse, da hans virksomhed ikke er dækket af regereringens hjælpepakker. Spillestedet, der kan huse 200 gæster, har igennem tiden lagt scene til kendte navne som Kate Nash, Example, Bastille og Bombay Bycicle Club, og ud over at være en del af kampagnen #SaveOurVenues, har Perdue nu fået hjælp fra uventet kant. Det skriver NME.
Da Chris Perdue er en kæmpe Nick Cave-fan, der har fulgt Nick Cave and the Bad Seeds verden rundt, har ligesindede fans startet en online auktion, hvor de opfordrer fans til at donere alt fra merch og plader til fan art, så Perdue kan klare sig igennem krisen.
Men det er ikke alt, for med auktionen nåede de også ud til Nick Cave selv, og nu er han gået ind i kampen om at støtte Perdue og hans virksomhed ved at donere et par Gucci-sokker med tilhørende Cave-art med ordene: ”This pair of sparkly socks officially belong to Nick Cave and are worth a fucking fortune”.
LÆS OGSÅ: Nick Cave-udstilling klar med ny åbningsdato
Sokkerne og den tilhørende Cave-art bliver en del af en auktion, der starter i morgen, fredag, klokken 21.00 dansk tid. Auktionen løber en uge, så hvis du er Nick Cave-fan eller blot kunne tænke dig et par lækre Gucci-sokker, har du nu chancen. Du kan følge med via Facebook for mere info.
Nick Cave and the Bad Seeds skulle oprindeligt have optrådt to gange i Royal Arena i maj, men måtte udskyde grundet corona. I stedet kommer de næste år.
LÆS OGSÅ: Nick Cave & The Bad Seeds klar med nye danske datoer